Inge's Pages

SINGAPORE

Dansk

English

Deutsch

Inge's Biografi

singapore - 1

Singapore 1975

Rejsen til Singapore varede 16 timer. Heldigvis sov børnene i flyet, og når Fritz var med gik alting så let. Det nye eventyr gemte sig i fremtiden, hvad var Guds plan for os? Vi var ikke et øjeblik i tvivl om at Gud vidste hvorfor, vi nu var landet i denne del af verden. Fritz mente at kunne mærke, at Fritzli ville komme til at gå på sine ben, før vi forlod landet. Det bekræftede også det jeg følte, og jeg undrede mig meget over de nye ting, som jeg vidste ville komme til at ske i vores liv.

Fra flyvepladsen til hotellet åbnede jeg vinduet i taxien og indåndede den milde fugtige luft. Gud ske tak og lov var det her ikke så drønende varmt som i New Delhi. Taxien kørte op foran hotellet som ikke så flot og luksuriøst som Oberoi i New Delhi. Vi blev begge to lidt skuffet, da vi stod i den lave mindre lobby som godt kunne trænge til en ansigtsløftning og meldte vores ankomst i receptionen Det viste sig snart at alting var mindre her, køkkenet var mindre, man havde færre antal kokke, færre partier, tillige med var Fritz, af forskellige grunde, ikke alt for begejstret for at arbejde sammen med kineserne i begyndelsen.

Vi fik tildelt en lejlighed nær ved hotellet. Fritz kunne gå til og fra arbejde på fem minutter. Desværre var den meget lille og havde kun to soveværelser. Nedenunder løb en meget befærdet landevej forbi og ofte var støjen næsten uudholdelig. Jeg var ikke særlig begejstret for dette arrangement fra hotellets side. En af de første dage I vores nye lejlighed da jeg var ved at vaske køleskabet, jeg havde endnu ikke fundet en hushjælp, sagde Silvia eftertænksomt:" Du bryder dig ikke særligt om at være her, gør du mor?" " Det skal nok gå, vi skal alle vænne os til de nye forhold", gav jeg til svar. Kort tid efter fik jeg ansat en ung pige og dermed gik alting bedre.

Meier var ankommet en måneds tid før os. Derfor ville han, om et par måneder, rejse tilbage til New Delhi for at gifte sig. Rava, som hans forlovede hed, arbejdede i forretningen som solgte brød og pålæg i hotellet. De sidste par måneder før ferien havde vi godt nok lagt mærke til forandringer hos ham. Vi var ikke rigtig klar over, hvordan vi skulle tyde det. Med sine 40 år var han begyndt at købe en masse nyt tøj og klædte sig på efter nutidens mode. Han smilte også mere end før i tiden og så ud til rigtig at være kommet i forårsstemning. Nyheden om hans forlovelse fik vi først, efter alle i hotellet havde hørt om den. Personligt blev jeg overrasket, for Meier var ikke ligefrem en type som egnede sig til ægtestanden. Han var sky og tilbageholden af natur og undgik ofte at tale med folk.

Svejtserskolen havde en børnehave cirka 20 km væk fra byen. Svejtserne havde for godt 100 år siden købt 40 hektar land, som nu tilhørte svejtserkolonien herude. En lille skole med børnehave og en klub var blevet bygget midt i junglen imellem kamponghuse og aber. Her begyndte Silvia i børnehaven, men hvordan skulle hun blive transporteret de 20 km derud og hjem igen, for skolen havde ingen skolebusser. Mødrene bragte og hentede selv deres børn hver dag. Jeg var heldig at finde to mødre som var villig til at dele taxi med mig. Alt i alt vi kan ligeså godt blive her et stykke tid, mente Fritz, nu da vi er kommet herned. At rejse tilbage og begynde forfra et andet sted kan blive dyrt og tage sin tid. Det var synd for ham, han var lidt skuffet over sine arbejdsforhold. Han viste heller ikke den samme begejstring for sit arbejde som i Etiopien og Indien, det forandrede ham også lidt udadtil. Der manglede de mange flotte parties og de mange lærlinge som var meget ivrige efter at lære noget, fordi de havde været så heldige at fået en god lærling stilling. Hvis jeg smuttede forbi en formiddag hos ham i køkkenet for lige at føle atmosfæren, kunne det ske han sad og læste i avisen. Det havde jeg aldrig før set og vidste også hvad det betød, nemlig at han kedede sig på arbejdspladsen. Over det næste halve år blev nogle kokke udskiftet, kokke som havde sat sig for at lave problemer eller var uduelige. Det forandrede situationen lidt hvad arbejdsklimaet angik.

I denne tid havde Fritz også et slemt hud udslæt muligvis på grund af det subtropiske fugtige klima. En eftermiddag kom han hjem og fortalte, at en kok havde rådet ham til at opsøge en kinesisk doktor. Jeg opmuntrede ham til at gå, for han var meget ulykkelig over sit udslæt. Han kom hjem med et brunt middel, som kun havde kostet fem Dollar. Om eftermiddagen, når han kom hjem fra køkkenet, penslede han de udsatte steder. Allerede den tredje dag kunne vi se, at en bedring var ved at ske, og den femte dag var udslættet totalt forsvundet. Vi var overrasket, tænk vi havde givet flere hundrede dollar ud for ingenting. Af taknemmelighed inviterede vi den kinesiske doktor og hans familie til en god middag på hotellet en søndag. Vi havde forventet at han kom med sin kone og et par børn, stor var vores overraskelse, da han viste sig med én af sine koner og en hel skare af børn. Fritz begyndte at tælle dem og spurgte:" Tilhører de alle dig"? Hvortil den kinesiske doktor forklarede, med et smil i mundvigen, at børnene tilhørte alle ham. Han hørte til en generation som havde flere koner, han havde tre. Fritz var nysgerrig og ville nu vide, hvordan han organiserede sig med tre koner. Doktoren forklarede, at det gik sådan til, at kun en kone med børn besøgte ham i huset en uge af gangen. Han tilstod, han havde en yndlingskone, det var hende, han havde med den dag. Jeg betragtede hende indgående, hun så ellers meget civiliseret, intelligent og venlig ud. "Hvorfor gik hun med til sådan et arrangement", spurgte jeg mig selv. Jeg ville da foretrække at forblive ugift, end at dele min mand med andre.

Der er en speciel atmosfære om kineserne. Måske det nærmeste ville være at sammenligne dem med de stive dekorerede kinesiske møbler, hvad den ældre generation angår. De yngre er I dag anderledes, de er også større og vel ernæret, og mange har fået smag på den vestlige kultur. Kineserne, som udgør 80 % af befolkningen, er ikke så åbne og gæstfrie som inderne og afrikanerne. Det medfører at mange har på fornemmelsen, at det er svært at slå rod i et land, hvor de fleste er travlt beskæftiget med mange ting. I begyndelsen besøgte vi zoologisk have, fugleparken eller tog med færgen ud til en af de mange små øer om søndagen med børnene. Med tiden blev det også kedeligt, i det hele taget Singapore forekom en at være lidt af en kedelig by, det første år vi levede her. Det tog sin tid at slå rødder, og at kunne sige, jeg kan godt lide at være her. Udlændingenes forhold til hinanden er også anderledes her. Man er, ligesom befolkningen, meget mere reserveret og kølig, og alting handler blot om forretninger og prestige syntes vi.

Vi havde aldrig gået regelmæssigt i kirke, men Fritz begyndte at opsøge forskellige kirker søndag formiddag sammen med Silvia, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle foretage sig på sin fridag. En søndag eftermiddag spadserede vi med børnene, som vi havde gjort mange gange før, i Fort Canning park som lå ikke langt fra, hvor vi boede. Da vi gik forbi den lille Metodistiske kirke som ligger ned til landevejen i udkanten af parken opdagede vi at der var gudstjeneste. Nysgerrige kikkede vi ind, kirken var halv fuld med unge mennesker som vinkede med deres lommetørklæder i luften, mens de sang og priste Gud. Foran ved alteret stod en ung mand og spillede på guitar, mens resten gav indtryk af at være helt opslugt af deres lovprisning. Meget tiltrukket af den frie måde gudstjenesten foregik på, satte vi os ned på en af de nederste bænke i kirken med børnene. På vejen ud, lagde vi mærke til, hvornår der var gudstjeneste om søndagen. Dette besøg i Wesly Metodist kirke blev til mange andre i tidens løb. Silvia kom i børnehave, og hushjælpen så efter Fritzli, indtil vi kom tilbage fra gudstjenesten. Vi havde fundet noget der interesserede os om søndagen og var samtidig blevet plantet i god jord med sol og regn til de rigtige årstider.

Kinesernes største hobby er at spise på restaurationer eller i hokkerstore, et sted, hvor man for det meste sidder udenfor og spiser, mens maden bliver tilberedt i en slags barak i nærheden. Vi begyndte at prøve maden på nogle af de mange gode restaurationer som fandtes i byen. Hotellet Cookpit, et af de ældste i byen, har en udmærket kinesisk restauration i kælderen, fandt vi ud af. En søndag besluttede vi os til at spise til middag der. Vi bestilte forskellige retter blandt andet også en suppe. Det interessante er, at kineserne spiser ikke suppe som forret. Alting bliver sat på den runde drejeplade midt på bordet, og så betjener man sig, som man har lyst, eller en ret efter den anden bliver serveret. Vi var begejstret for suppen, serveringsdamen dykkede skeen dybt ned i skålen og op kom et par pæne hønseben, som hun smilende serverede i min lille mini suppeskål. Jeg vidste kineserne spiste alting, men jeg var ikke forberedt på de pæne ben, og min appetit forsvandt som en sky fra himlen. Fritz var nu kommet i det hjørne, hvor han godt kan lide at drille. Han fortalte Silvia, at han havde glemt sin pengepung hjemme. Han foreslog, at først skulle jeg og Fritzli forlade restaurationen, derefter ville han langsomt rejse sig op og gå ud. Når han var ude af døren, skulle Silvia som et lyn rende ud. Hun havde i mellemtiden rejst sig op fra stolen og sad på knæene, sådan at hun kunne se Fritz lige i øjnene. Dårlig samvittighed og vantro lyste ud af hendes store runde barneøjne. Fritz søgte i sine lommer en gang til, nu fandt han pengepungen, lettelse stod skrevet på Silvias ansigt. Når vi i fremtiden var ude at spise om søndagen, glemte hun aldrig først at spørge Fritz, om han havde penge på sig.

Efter cirka et år i Singapore blev jeg gravid. Det var lidt af et under, fordi siden jeg havde haft fåresyge i Indien, var mine månedlige tider blevet uregelmæssige. Lægen oplyste mig om, at et svangerskab muligvis ville rette på det. Det viste sig senere, at han havde ret. En dag da jeg var ude at spadsere med børnene, spurgte jeg Silvia: "Hvad ønsker du dig til din fødselsdag en ny cykel eller en baby". Hun tænkte sig om et øjeblik og svarede:" Mor jeg ønsker mig en ny cykel, for babyen får jeg vel alligevel". Jeg trak på smilebåndet, med vores lille datter var alting i orden. Hun var sund, kvik og et meget nemt barn, som ikke voldte os nogen besværligheder. Vi havde nu en god undskyldning til at skifte til en større lejlighed. Jeg var en eftermiddag blevet inviteret til kaffe hos en af de damer, hvis datter Silvia delte taxi sammen med ud til svejtserskolen. Deres lejlighed var lys og luftig, jeg bad hende om at meddele mig, hvis en lejlighed blev fri, og det blev der meget snart. På den måde kom vi til at bo i Dragen View, før det tredje medlem af familien blev født. Det betød mere plads for os alle sammen, lejligheden havde tre soveværelser og en større stue. Nedenunder var der et større areal med græs, træer og planter. En vægter sad foran ved indgangen og holdt øje med folk som kom og gik. Det bedste af det hele, luften var mindre fugtig her end andre steder, fordi der altid var en frisk brise på stedet. Bygningen stod på søjler, og gulvet under bygningen var belagt med fliser, sådan at børnene havde mulighed for køre på cykel, løbe på rulleskøjter eller på skøjtebord. Det var ikke nødvendigt at købe bil, for Fritz havde kun 10 minutter med bussen frem og tilbage til hotellet.

Lørdag eftermiddag tilbragte Silvia og jeg ofte ved swimmingpoolen i hotellet. Silvia havde ved denne lejlighed svømmeundervisning. Adelbert, en dygtig svejtser konditorchef fra Shangarilla hotel og hans hustru Rosemarie var blevet vores bedste kristne venner. De havde en meget levende datter Francis, som var et par år ældre end Silvia. De to kom meget godt ud af det med hinanden og blev ligeledes bedste venner. Derfor kom Rosemarie og Francis ofte forbi lørdag eftermiddag. Når Fritz var færdig i køkkenet, kom han også ud til swimmingpoolen og tog en svømmetur, før vi alle begav os på hjemvejen. Det var sådan en eftermiddag, at vi igen sad i en taxi på vej hjem efter en hyggelig eftermiddag. Det var også den 18. oktober Silvias fødselsdag og vores bryllupsdag. Fritz havde ikke nævnt et ord om vores bryllupsdag hele dagen, og jeg blev mere og mere overbevist om, at han for anden gang havde glemt den. Jeg boblede over i taxien og sagde:" Det kan du altså ikke være bekendt Fritz at glemme vores bryllupsdag, du ved udmærket godt, hvad for en vigtig dag det er for os alle sammen". Jeg kikkede på ham, han så ud som et lam i det øjeblik og undskyldte sig meget. Silvia fik ligeledes lammeansigt på og stemte med i Fritz undskyldning. Det var for meget, bare at sige undskyld, jeg glemte det, når hans egen datter til og med havde fødselsdag på den samme dag. Lidt højt sagde jeg ironisk:" Næste år glemmer jeg Silvias fødselsdag", der blev meget stille i taxien. Fritz stak en finger i munden og kikkede op i taget på bilen. Ankommet hjemme åbnede jeg døren til stuen og blev overrasket stående stille. Den flotteste buket roser stod mit på stuebordet, ved siden af lå et kort, overrasket og overrumplet læste jeg : Til vores bryllupsdag med efterfølgende middag for to i et flot hotel. Jeg skyndte at undskylde mig mange gange. Fritz svarede:" Troede du virkelig, jeg turde glemme sådan en vigtig dag? Jeg blev klar over, at han havde planlagt det hele dagen før. Ja, han havde til og med fået Silvia til at sige, at hun også havde glemt dagen.

Af erfaring vidste jeg, at jeg ikke ville kunne klare de sidste måneder af svangerskabet og samtidig se efter Fritzli. På den anden side husholdningen og Fritzli ville også være for meget for hushjælpen, hun ville muligvis sige op, hvis jeg gav hende for meget arbejde. Derfor besluttede jeg mig til at se mig om efter en, som ville komme et par timer om formiddagen og gøre det nødvendigste for ham. Fritz trak lidt på det, da jeg fremlagde min plan for ham: "To ahmaer det har kun de, som er meget velhavende", protesterede han". Han nævnte det til en indisk taxichauffør i hotellet, denne besøgte os med sin kone næste eftermiddag. Uden tøven tog hun jobbet. Det blev begyndelsen til et langvarigt venskab imellem deres og vores børn.

Silvia fik mandlerne klippet i påsken, før hun skulle begynde i skolen, det forår hun var blevet seks år i oktober. Fritz fik den gode ide, at overraske hende med to små kaniner, når hun kom hjem fra sygehuset. Han havde fået lavet et bur til dem, som blev sat op på balkonen. Det var alle tiders, da hun fik øje på kaninerne. Halssmerterne var glemt med det samme og de små kaniner, den ene helt hvid den anden sort og hvid plettet, blev med det samme accepteret som hendes egne børn. Fritz havde selv solgt kaniner som dreng med stor succes, på den måde havde han altid penge i lommen. En aften, efter et par måneder, så jeg at den hvide kanin plukkede hår ud af sig selv og lavede en rede. Vi havde set at de legede med hinanden, men Fritz mente, de var for unge til at få unger. Det var derfor en stor overraskelse, da der næste morgen lå fire nøgne lyserøde skabninger ude i reden, vi blev alle glædelig overrasket. Dagen efter da Silvia kom hjem fra skolen, spurgte hun uden at betragte mig nærmere:" Har du fået en baby i dag". Jeg svarede:" Se dig om i lejligheden, så finder du ud af det". Hun åbnede de forskellige døre kom tilbage og bemærkede: "Nej, det er endnu ikke kommet".

Med barn nummer tre var alting anderledes. Jeg havde vilde veer fra den sjette måned, først svagt men langsomt tog de til. Da jeg kom i den ottende måned, blev de så stærke, at jeg af og til måtte stå stille, når sådan en trak over maven. Lægen forklarede til en undersøgelse, at alle skulle vente ni måneder. Den følgende søndag blev jeg hjemme fra gudstjenesten. Om eftermiddagen kom Adelbert på besøg, Rosemarie var på ferie i Svejts med Francis. Vi spillede kort alle tre, fordi som Fritz kommenterede: "Inge egner sig ikke til at gå ud for øjeblikket". Mine tanker svævede alle mulige andre steder end ved kortene, til sidst sagde jeg slet og ret: "Det er vist bedst, at jeg går ind og lægger mig lidt". Efter en halv times tid mærkede jeg, at fødslen allerede var fremskreden. Jeg kaldte på Fritz som hurtigt stoppede et par ting i en taske. Adelbert støttede mig ud af døren. Fritz var gået forud for at få fat på en taxi, endelig kom han tilbage med en. Adelbert blev hjemme hos børnene. I Taxien måtte jeg presse underlivet sammen, for ellers havde jeg født på stedet. Ankommet på sygehuset, blev jeg rullet op i fødestuen i en kørestol, fordi jeg ikke var i stand til at gå. Efter ti minutter var lægen der, han nåede lige at komme i sidste øjeblik som hos Silvia. For anden gang havde jeg født hurtigt uden smerter. Denne gang var det en søn, men det havde vi forud anet. Fritz kom ind med sving på, med hurtige skridt kom han over til mig, og gav mig et knus og takkede for det gode arbejde. Jeg i mit hjerte takkede Gud for et sundt barn. Inde på stuen bemærkede han: "Du ser så godt ud, vil du med i biografen". Jeg lo af hans velmente kompliment og opfordrede ham til at tage hjem og lave mad til familien. Hushjælpen arbejdede ikke søndag eftermiddag, og Fritzli og de andre skulle have aftensmad, selv om det var blevet sent.

For tredje gang lå jeg og overvejede fremtiden efter jeg havde født. Med Fritzli var det vores fælles liv som gifte og hvordan vi ville klare det, hvis der var sket noget med ham, som var det vigtigste. Med Silvia var det hovedsageligt et sundt barn, og Fritz' karriere som beskæftigede os mest. Robert blev det barn, som Fritz involverede sig mest med. Fra begyndelsen var han anderledes end Silvia, han havde store fødder og lange fingre. Rundt om halsen var huden for stor, ligesom hos en hundehvalp som ville vokse hurtigt. Børnelægen antog han var født tre uger for tidligt, fordi han ikke havde så meget fedt på kroppen. Allerede efter to uger begyndte han at trække benene op under sig og dreje sig om på siden, mens han holdt fast i gitteret på sengen. Jeg havde altid været Gud taknemlig for, at have givet mig et nemt barn med Silvia efter alle de besværligheder med Fritzli, men jeg begyndte at ane, at denne baby var anderledes, der så ud til at være masser af energi i ham. I hjørnet ved siden af badeværelset havde jeg anbragt et bord til at stille Robert på. Silvia viste megen stor interesse, i alt hvad jeg gjorde med ham. Interessen blev kombineret med hendes egne børn kaninerne og dukkerne. Den første uge jeg var hjemme med Robert, var Silvia allerede oppe, når jeg stod op om morgenen. Hun sad sammen med kaninerne ude i vaskekøkkenet og gnavede på en gulerod, så godt hun kunne med en kaninmaske på. Som regel kom hun løbende, når hun hørte os, og med stor interesse fulgte hun med i alt, hvad jeg gjorde med Robert. En eftermiddag tog jeg mig en lur sammen med Robert. Jeg lå og døsede i soveværelset og var lige ved at falde i søvn, da døren langsomt åbnede sig. Silvia stod i døren, i sine udstrakte hænder holdt hun en lille kaninunge. Hun pegede på kaninens nakke og sagde med en ynkelig stemme: "Mor der er sket noget". Den lyserøde, nøgne hud kunne tydeligt ses på den ene side af kaninens hals. Jeg stod op, sammen fik vi noget plaster sat på, heldigvis så det ud, som om kaninen ikke mærkede det. Jeg spurgte: "Hvordan gik det til", hun forklarede, at hun havde lukket hunden ind ude på balkonen, fordi den ellers havde bidt dem, den var meget jaloux på ungerne. Derefter havde hun puttet alle kaninungerne i den lille dukkevogn og leget børn med dem, alt imens hunden lidende havde set til fra den anden side af balkonvinduet. Når hun havde taget dem ind og ud af vognen, havde hun slet og ret taget et tag i nakken, og derved var det sket, men hun skulle nok passe bedre på i fremtiden, forklarede hun lovende. Skindet voksede til igen på ungen, kun et trekantet ar viste tegn på, at den havde været udsat for noget. Det var ikke sidste gang, kaninerne blev beundret og kælet med, de så ud til at have det lige så sjovt som Silvia og hendes veninder. Fritzli havde den fornøjelse at se til. Det var ved sådanne lejligheder, jeg arrangerede ham på maven over en skråpude på gulvet, sådan at han var nød til at løfte hovedet lidt for at følge med I, hvad der skete. Når en af kaninungerne kom i nærheden af ham, strålede han, han elskede også de små hvide kaniner.

Fritz overhørte en dag en bemærkning af vores kinesiske naboer på den anden side. Det var noget om, at vi havde et svineri i vores lejlighed. I grunden var det rigtig nok, seks snart voksne kaniner lugter i et fugtigt klima. De boede nu ude i vaskekøkkenet, Fritz havde indrammet et lille stykke til dem. Vi besluttede at skille os af med fem, de blev foræret til en kaninfarm. Kun den hvide, som havde fået unger, beholdt vi for os selv. Den blev lidt efter lidt meget familiær og hoppede rundt i hele lejligheden. Når vi spiste, sad den ved siden af bordet. Den fik smag på ost, salami og brød, som den uden tøven spiste med det samme. Om morgenen fik den en portion havregryn med mælk på. Det varede ikke længe, før den var rund som en pølse. Når vi så fjernsyn, så den også fjernsyn, mens ørene stod lige op på den. Hvis der skete noget som gjorde den bange, drejede den sig om og lagde ørene tilbage, mens den stirrede på os, som om den ville sige, hvordan kan I se på sådan noget. Af og til gumpede den op ved siden af os i sofaen, et tegn på at vi gerne måtte stryge den over hårene. Man kommer ikke til at holde så meget af en kanin som af en hund. Vi havde begge slags dyr i lejligheden. Der er ret stor forskel på deres bindinger til mennesker. Heldigvis var den fuldstændig ren, den lavede sine ting på en avis ude i vaskekøkkenet, vi behøvede blot at folde avisen sammen og ligge en ny parat, hver gang den havde lavet noget.

Fritz var den som gav Robert den sidste flaske ved ellevetiden om aftenen i denne tid. Jeg lagde ham til at sove i sin lille seng ude i stuen, med flasken parat i køleskabet. Når Fritz kom hjem ved halvellevetiden, varmede han flasken, tog Robert på armen og gav ham det sidste måltid alt imens de to hyggede de to sig med musik eller fjernsyn en times tid. Før han lagde ham til at sove igen, blev han naturligvis skiftet. Fritz nød denne tid sammen med Robert, og jeg tror vigtige bånd blev knyttet imellem dem allerede på dette tidspunkt i livet.

Hushjælpen holdt op med at arbejde, et halvt år efter jeg havde fået Robert. Jeg ansatte i hendes sted en kinesisk kone. Hun havde blandt andet kogt i et hokkerstore og havde også været ansat hos udlændinge som kokkepige. Helt naturligt tog hun kogningen i hånden lige fra starten. Om formiddagen havde jeg nu to ældre damer i huset med Satvan som kom et par timer om formiddagen for Fritzli. Jeg kunne se, hun nød arbejdet med ham, og observerede at den tavse, undertrykte kone begyndte at live op. Den kinesiske ahma var en smule højttalende af natur. Jeg forklarede Silvia:" Lad os tale meget sagte, måske mærker hun, at hun taler for højt". Det virkede, hun omstillede og indrettede sig efter vores huslige klima. Om eftermiddagen gik hun lange ture med Fritzli og underholdt sig med vægteren nedenunder, de forskellige ahmas og chauffører.

En morgen vågnede jeg en time før tiden. Jeg havde haft en drøm som traf mig lige midt i hjertet og som jeg ikke kunne ryste af mig, derfor stod jeg op, og satte mig ude i stuen og bad, alt imens jeg lovede Gud at gøre som jeg var blevet vist. Lidt efter lidt forsvandt den trykkende følelse om hjertet. Jeg havde drømt følgende: Vores kinesiske ahma ventede sig, og skulle siges op om en måned. De næste otte dage betragtede jeg hende indgående, pludselig så jeg det, hun var svanger. I første øjeblik blev jeg støt, hvorfor havde hun ikke sagt noget? Jeg havde lagt mærke til, at hun var begyndt at få lidt mave, men hun var glad for madlavningen og omkring 40 år gammel. Først talte jeg med Satvan om det, hun havde allerede lagt mærke til det. Da det blev den første og jeg udbetalte hendes løn, spurgte jeg hende uden omsvøb, hvornår hun skulle nedkomme. Hun svarede:" Om to måneder". Jeg fortsatte: "Jeg tror det er bedst, at du holder op med at arbejde til den første om en måned". I samme øjeblik blev hun helt mærkelig, og skulle med det samme låne telefonen. Hvad der blev diskuteret på kinesik ved jeg ikke, det har muligvis været noget om penge. Hun forklarede at hun gerne ville komme tilbage efter fødslen, hendes mor ville tage sig af babyen, jeg indvilligede. Tre uger efter hun havde forladt os, fødte hun en lille pige, og allerede efter to uger begyndte hun at arbejde igen. Jeg var klar over, hun ikke havde sagt sandheden, men løjet om en måned. Enden god alting godt, troede jeg. Af og til spurgte jeg til babyen, hun svarede hastigt, som om hun ikke brød sig særligt om samtalen. Da Satvan spurgte hende ligeud, om vi ikke kunne se pigen, drejede hun sig om uden at svare. Satvan var overbevist om, at barnet var blevet adopteret. Jeg antager, Gud havde en særlig plads for den lille pige, derfor havde han omhyggeligt sørget for, at moren holdt op med at arbejde til rette tid. Hun løftede på Fritzli og var meget aktiv i husarbejdet. Jeg takkede Gud, at alting var gået godt. Det ville have været frygteligt, hvis der var sket noget hos os.

Vi spurgte ikke mere til babyen, hun havde, så vidt jeg kunne forstå, to voksne døtre. Hun boede ikke sammen med manden, men havde en lidt yngre ven, det var måske derfor barnet skulle adopteres, troede vi først. Det skulle snart vise sig, at historien endnu ikke var til ende. Vi fik et advarende brev og en bøde, fordi vi ikke havde betalt hendes CPF. Det er tvunget opsparing, en slags alderdomsforsikring som bliver udbetalt, så meget som der er betalt ind, med renter, når man bliver 55 år gammel. Fritz efterbetalte CPF, for de måneder hun havde arbejdet hos os, plus en bøde på 500 Dollar. Mange som arbejder i husholdninger foretrækker at man ikke betaler CPF for dem, fordi halvdelen skal de selv betale. Som regel bliver der sagt: vi foretrækker lidt mere i løn. Gud havde advaret: hun skulle siges op, men jeg tog hende tilbage og dermed også en masse besværligheder. Vi antog at hun havde fået en pæn sum penge for adoptionen, for hun begyndte at fortælle, at hun havde købt sig en lejlighed. Det opsparede beløb fra CPF kan bruges som udbetaling på en lejlighed, og de lokales lejligheder, som bliver kaldt HDB flat, er en del billigere end de private. Staten tager dem derfor tilbage, når de er 100 år gammel. En privat lejlighed derimod tilhører ejeren for livstid. Det er et godt system, fordi mange er i stand til at køber dem en lejlighed på disse betingelser, når de starter en familie. Det betaler sig slet og ret ikke at leje noget, når man kan afbetale på sit eget, dertil er prisen jævnligt gået op på disse lejligheder i årenes løb. Ahmaen blev et par uger efter denne historie, så fik hun kolde fødder og fandt sig et andet arbejde. Det var også godt det samme, for det var efterhånden blevet en vanskelig situation.

Jeg måtte ikke lede længe efter en ny hushjælp, Satvan tog sin ældste datter med. Hun havde bestået mellemskoleeksamen og ville gerne udsætte skolen et år for at tjene noget ekstra, før hun fortsatte sit studie. Jeg var fuldstændig tilfreds med denne ordning. Silvia fandt en veninde i den nye ahma, nu ville hun pludselig med ud at spadsere med hende og Fritzli om eftermiddag. Grunden, fandt jeg snart ud af var, at Gurme, som hun hed, var meget god til at fortælle historier og Silvia elskede historier. Fritzli lyttede med stor opmærksomhed til i sin vogn. Da hun ikke kendte flere historier, begyndte hun at fortælle om de indiske film, som hun så i biografen eller i fjernsynet. En dag fortalte Silvia, at Gurme havde sagt, at hun læste børnehistorier om aftenen, sådan at hun havde noget at fortælle dem den næste dag. Silvia var utrættelig i den hensigt, hun slugte den ene historie efter den anden.

Når vi tog i byen om aftenen, måtte hushjælpen naturligvis blive til vi kom tilbage. Som regel gav jeg dem en ekstra skilling for det. En formiddag fortalte Gurme, at Silvia havde været lidt mærkelig aftenen før. Så snart vi var ude af døren, var hun stået op. Først beklagede hun sig over, at vi havde klippet hendes lange krøller. Gurme havde ikke haft sit hår klippet siden hun var to år gammel af religiøse grunde. Da hun havde lagt mærke til, at Gurme spiste med hånden i stedet for med kniv og gaffel, havde hun også beklaget sig over, at hun ikke måtte spise med hånden ligesom hun gjorde. Det smagte så meget bedre på den måde. Efter at Gurme havde lyttet til hende et stykke tid, havde hun sagt, at det var bedst hun gik i seng igen. Silvia havde med store øjne sagt, at hun ikke kunne sove lige nu, om hun ikke måtte se fjernsyn sammen med hende. Gurme havde svaret: "Det er bedre, du går i seng nu". Så gik hun i seng, efter et øjeblik kaldte hun, hun var bange i mørket, Gurme tændte for lyset. Efter fem minutter kaldte hun igen, hun kunne ikke sove, fordi lyset var på, Gurme slukkede for lyset, Silvia havde tabt slaget. En aften da Fritz og jeg skulle i byen, havde jeg sørget for, at alle tre var kommet i seng, før vi forlod lejligheden. Da vi kom nedenunder, var det begyndt at regne. Jeg gik tilbage i lejligheden for at hente en paraply. Så snart jeg åbnede døren, fløj Silvia ind på sit værelse, hun og pigen havde allerede arrangeret dem mageligt foran fjernsynet. Det vidste jeg naturligvis ikke, senere fandt jeg ud af, hvordan Silvia havde vundet slaget. Når vi var ude af døren, havde hun listet sig ud af sengen og set fjernsyn gemt bag ved den store lampe i hjørnet. Til sidst havde pigen vel givet ind, og ladet hende sidde i sofaen for fredens skyld. Da Gurme begyndte på sit studium et år senere, holdt hun og moren op med at arbejde hos os. I deres sted tog den næstældste datter over. Jeg begyndte selv at gøre de daglige ting for Fritzli, mens Robert legede med sig selv. Det var ikke så let, som da Silvia var mindre, og så snart han var gammel nok, skulle han i børnehave. Ofte tog jeg hunden, Fritzli, Robert og hans legetøj med ned på græsplænen, der gjorde jeg øvelser med Fritzli på et tæppe, mens Robert legede ved siden af, eller kørte rundt på sin lille bil.

Der var også andre små børn i bygningen, men de kom for det meste kun nedenunder om eftermiddagen, fordi de var i børnehave om formiddagen. En større dreng kom ofte nedenunder med sin halvsøster. En dag lånte den lille pige, i Roberts alder, hans lille bil. Pludselig hørte jeg et hyl, bilen med den lille pige på var styrtet i rendestenen. Heldigvis var den ikke dyb, men hun havde slået sig i faldet og blødte, så vidt jeg kunne se, fra munden. I faldet var hun kommet til at slå sig på den hårde cementkant. Drengen rendte op med søsteren, efter et øjeblik løb moren i fuld fart op ad trappen med pigen på armen. Da hun ikke talte engelsk, var det umuligt at forklare hende, hvad der var sket. Næste dag, da jeg kom ned i haven, så jeg ofrepinde sat op på stedet, hvor pigen var styrtet i rendestenen. Jeg skubbede det fra mig, det var selvfølgelig overtro, at der var onde ånder på det sted som var skyld i ulykken. Af og til er vi mennesker også ansvarlig for vores gerninger.

To uger senere bankede det på døren, udenfor stod drengen og stedfaren. Faren ville vide, hvordan ulykken var sket. Jeg bad ham komme indenfor og tage plads i sofaen. Hans øjne lynede, han var tydeligt meget vred på drengen. Jeg blev næsten bange og skyndte mig at tilbyde ham en kop kaffe. Ude i køkkenet bad jeg til, at Gud ville give mig de rigtige ord. Da jeg kom ind med kaffen, havde han tændt sig en cigaret, hurtigt skubbede jeg et askebæger over til ham, mens jeg begyndte at skildre, hvordan ulykken var sket. Vi vidste alle, at det var drengen som så efter søsteren, når han ikke var i skole. Det fremhævede jeg også i samtalen, jeg forklarede, at der ikke var nogen anden teenager i bygningen som var så meget sammen med en mindreårig, som han var. Han brugte sikkert også tid til sig selv og sine lektier. Jeg havde rørt ved et ømt punkt, det viste sig, at han ikke fulgte særlig godt med i skolen, ja, at han til og med rev blade ud af sin bøger, for at have en undskyldning for ikke at lære. Jeg kunne mærke drengen var bange for stedfaren. Silvia, som hele tiden havde siddet i et hjørne og opmærksomt fulgt med, begyndte at blande sig i samtalen. Det havde hun også gjort, jeg stirrede på min datter, jeg vidste det ikke var sandt, men at hun blot ville sympatisere med drengen. I en meget vred tone forklarede stedfaderen, at han ville give sønnen en chance til en bestemt dato til at komme med i skolen, derefter ville det være slut med hans tålmodighed. Her afbrød jeg og forklarede, at Gud aldrig opgav sine børn, så længe de levede på denne jord, og at vi, som forældre, heller ikke opgiver vores børn lige meget hvad, vi står til dem i tykt og tyndt. Den vrede far sugede i tavshed på sin cigaret. Jeg spurgte ham ud om hans arbejde og fik at vide, at han var fra Malaysia og underviste i kontorarbejde. Efter en stiv, intensiv time forlod de med afkølede hoveder lejligheden. Moren tog sig mere af den lille pige fra nu af, og da jeg efter et par måneder spurgte faren, hvordan det gik med sønnen i skolen, fik jeg at vide, at han klarede det bedre. Jeg kunne mærke, at der var kommet en afslappet tone imellem familiemedlemmerne. Før i tiden skændtes de, så det kunne høres i flere etager. Hvor kristne holder til hersker Guds fred. En familie som boede nedenunder skændtes næsten hver aften når moren kom hjem fra arbejde. Når jeg gav Fritzli mad ude i køkkenet, og de begyndte at skændes, bad jeg for dem, efter et øjeblik holdt skænderiet som regel op, og efter en hvis tid hørte vi sjældent noget.

Dybt i min sjæl var en uro begyndt at ulme, jeg havde altid set frem til noget i livet. Vi havde nu de børn vi ønskede os, og var begyndt at slå rødder et sted, hvor man kan leve forholdsvis godt som en familie, med alt hvad man har brug for. Jeg havde al grund til at være lykkelig og tilfreds. Hvorfor denne følelse af, at der stadigvæk manglede noget i livet. Jeg tilbragte timer med at tykke mit liv igennem, for blot at komme til det resultat, at alting i grunden var i orden. Det jeg søgte, kunne jeg ikke tilegne mig, og det kunne heller ikke købes. Det var noget som lå imellem himmet og jord, noget som min sjæl tørstede efter. At der tilsyneladende ikke var noget, jeg kunne gøre ved det, var meget sørgeligt, og sådan begyndte jeg også at føle mig. Som månederne gik, tog denne uro til, trods glæden over barn nummer tre. Som kristen vidste jeg, at svaret lå hos Gud. Derfor udgød jeg min tørstige sjæl for Guds trone, hver gang vi gik i kirke. Fritz kunne ligesom mærke, at der var noget i vejen med mig, selv om jeg ikke nævnte det. Af og til tog han mig i sine arme og holdt mig fast, det hjalp, det var godt at have en mand som holdt af en, og som jeg kunne støtte mig til.

Efter vores besøg i Pittsburg vidste vi, at Gud også helbreder i dag. Det var derfor med en hvis skuffelse, at jeg en søndag formiddag læste i kirkebladet, at Jesus helbredte mennesker før i tiden, men det gjorde han ikke i dag. Vi bad meget for præsten, senere fandt vi ud af, at det var der mange andre som også gjorde. En lille gruppe, af unge mennesker i kirken, var blevet døbt af Helligånden, talte i tunge og brændte ivrigt efter at udgyde evangeliet ligesom i apostel tiden. Det var den lille gruppe af unge mennesker, som vi havde set den første søndag eftermiddag, vi besøgte kirken. Det varede ikke længe, før præsten, Dr.Tony Chee, under indflydelse af den første præst, Ong, blev revet med. Skridt for skridt forandrede sig mange ting i kirken. Tony Chee, som tog over efter Ong, inviterede andre præster fra Singapore til at komme og høre om den fornyelse, som var ved at udbrede sig i kirken, ikke alle kom, men cirka 20 gjorde. Samtidig begyndte antallet af kirkegænger at stige drastisk. Fra to tre hundrede til en søndag formiddags gudstjeneste, var vi snart oppe på tusind. Det var klart, kirken var nødt til at udvides. Her i landet er kirker, ligesom moskeer og templer, et privat foretagende. Det betød at kirkegængerne betalte lønningerne og alt ekstra. Fordi kirkens eksistens afhænger af hvad folk giver, er det nødvendigt at tale om penge en gang imellem til gudstjenesterne. Singaporeanerne har sans for penge og er omhyggeligt med at give en tiende del, biblisk masestab. Efter man havde samlet ind et stykke tid, mange gav rigeligt til dette formål, blev planer lavet for en udvidelse. Da renoveringen begyndte, blev gudstjenesterne afholdt i en større skole på Mount Sofia.

Det var til en af disse gudstjenester, Guds kraft overvældede mig. Med en gang, var der ligesom et usynligt langt rør over hovedet på præsten som i dette øjeblik prædikede. Det pegede direkte på mig, en viden blev samtidig overført til mig: " Dette er hvad du har brug for, du kan acceptere det, og du vil føle dig bedre, hvis du ikke modtager det, vil du vedblive at føle dig elendig af og til". Fordi jeg vidste præsten var på den rigtige vej, modtog jeg denne gave fra Gud, som jeg forud ikke rigtig vidste, hvad det var. I det øjeblik jeg sagde ja, gennem strømmede Guds kraft mig, og i det samme øjeblik viste Gud mig, hvor meget jeg betød for ham. Det kom på den måde, selv om himlen og jorden forsvandt, ville jeg stadigvæk være til, så meget holdt Gud af mig. En vidunderlig følelse som overstiger alt, hvad jeg hidtil havde kendt i livet, manifesterede sig i mit indere. Hvis man føler sådan i paradis, overstiger det alt, hvad man kan have her i livet, også det ens nærmeste kan give til en. Igen kom der et budskab:" Jeg forlader dig nu, men jeg er der, hver gang du har brug for mig"

Min sjæl havde meget længe søgt efter dette ukendte. Det havde stået for min dør og banket på, men jeg havde ikke turde åbne for noget, jeg ikke rigtig kendte. Vi mennesker har en trang til selv helst at ville kontrollere livet. Der hører mod til, for nogen af os, ikke at være bange for Guds kraft. Man forveksler denne søgen efter det uendelige, den guddommelige arv med: når du har nået det og det og fået så mange børn, eller når du får dit drømmehus, så bliver du så lykkelig, som du kan blive. Desværre er det ikke svaret, mennesker er skabt for samvær med Gud som venter på, at vi inviterer ham ind. Det største bud: du skal elske Herren din Gud over alt I livet, havde jeg aldrig rigtig forstået indtil dette tidspunkt. Jeg troede på Gud, men må ærlig bekende, at jeg elskede mine nærmeste mere end Gud indtil det tidspunkt.

Jeg havde modtaget Jesus for nogle år siden, han havde hjulpet mig i tiden fremover, og mit liv var derigennem blevet indholdsrigere, men man skal ikke være bange for at blive døbt med Helligånden. Jesus befaler os i sit ord, efter vi har modtaget ham, at blive døbt med vand og den Hellige Ånd. Man kan spørge sig selv, når man er døbt med vand, har man ikke modtaget den Hellige Ånd. Jovist, den hjælper en, man har fået en begyndelse. Spørgsmålet er, om vi har tilladt ham at have os fuldstændig, eller har han kun fået lov til at få foden inden for døren men sidder ikke ned. Guds Ånd er en gentleman, han overtræder ikke vores frie vilje. Personligt er jeg overbevist om, at mange mennesker med psykiske lidelser i grunden er åndelige tørstige sjæle.

Kirken var nu færdig renoveret, i stedet for vifte havde vi fået installeret aircondition over det hele. Det var skønt ikke mere at måtte svede under gudstjenesten som før i tiden. Loftet havde en dyb rød farve, det skulle minde os om Jesus blod som var blevet udgydt på Golgata for menneskehedens skyld for længe siden. Forandringer fortsatte at ske i kirken, den blev den første i landet til at indføre pris og lovsang søndag aften. Mange kom fra andre kirker, og folk begyndte at vidne om, hvad Gud havde gjort i deres liv. Ofte når vi kom ind i kirken, kunne vi mærke hvordan Gud elskede sine børn, det lå tykt i luften. Andre gange lagde Helligånden mennesker på hjerte, at de skulle bekende deres synder. Mange tårer blev hvisket væk oppe ved alteret. Mennesker vidste de var tilgivet og begyndte et nyt og bedre liv. Der var inderlige såvel som fysiske helbredelser. Kirken blev meget aktiv på mange områder, flere klasser med børnehaver og søndagsskoler måtte indrettes. Alle var meget interesseret i at lære mere fra Guds ord. Kirken fortsatte med at vokse i kirkegængerantallet. Man ville muligvis være nødsaget til en anden udvidelse på et senere tidspunkt. Flere gudstjenester om søndagen blev arrangeret i løbet af de næste par år. Andre præster og missionærer, ofte fra udlandet, blev inviteret til at prædike søndag aften. Det var en spændende tid, der skete så meget. Præsten selv stod nede ved døren, når man ankom i kirken søndag aften. Han sang og svang armene lidt ind imellem, mens han hilste hver enkelt velkommen. Med et pust af glæde i sjælen satte vi os til rette på bænken parat til at prise Gud og lære noget nyt.

Vi begyndte at forstå, hvorfor vi var kommet til Singapore. Gud havde noget helt andet for os denne gang. Hvad Gud har på sin plan, ser ikke altid ud som guld i begyndelsen. Det, det kommer an på er, hvad man gør ud af det og ikke opgiver, før Gud har udarbejdet sin plan. Jeg lærte en ung pige at kende fra kirken, som arbejdede som socialarbejder. Hun fortalte mig følgende: En meget troende mand, jeg kan ikke huske hvad han hed, var blevet vist af Gud i en vision, at rejse til et land som havde form som en diamant, Gud havde i sinde at udgyde af sin ånd på dette sted. Profeten havde studeret landkorte og opdaget, at det passede på Singapore. Uden at kende en sjæl rejste han hertil og besøgte slet og ret forskellige kirker. Han sad blot på kirkebænken og bad, det var alt, Guds sørgede for resten. 

På det, på mange områder, vigtige tidspunkt i Singapores historie, åndelige såvel som økonomiske som synes at gå hånd i hånd i disse velsignede tider, havde præsten, Tony Chee, begyndt med sine planlagte evangeliske møder. Det første blev afholdt i et mindre lokale, ligeledes nummer to og tre, som fulgte årlig. Der var en god høst, mange fandt en ny og bedre vej til troen, en tro som levede og kunne omsættes i det daglige liv. Unge mennesker fandt med begejstring vejen hjem til deres skaber og så et lys skinne i fremtiden. Præsten selv virkede fornyet, og så snart Victory tre var til ende, lod han en bemærkning falde i kirken om, at man lige så godt kunne begynde at planlægge Victory fire. De ældste i kirkerådet blandede sig nu i det, det var Guds Victory, og han skulle bestemme, hvornår det næste skulle finde sted. Præsten lyttede til de ældre, trekvart år forløb uden der blev nævnt noget om et fjerde Victory.

En aften, da unge mennesker var forsamlet for at læse Guds ord og bede med hinanden, fortalte en ung mand om en vision, han havde haft. Han steppede ind i dybt vand, som først gik ham til anklerne, siden til knæene og til sidst dukkede han helt under og måtte svømme. Nogen fandt et skriftsted, Exekiel 47, som passede helt nøjagtig til visionen. En anden ung mand sluttede sig til gruppen senere på aftenen, han havde haft helt nøjagtig den samme vision som den første, da de ikke vidste besked om hinanden var det var klart, at Gud havde givet et tegn til noget vigtigt. Vand, biblisk interpreteret, står for menneske masser. Præsten og de ældre blev involveret i sagen, man blev enige om at begynde at plane for Victory fire. Tre måneder viste sig at være fuldstændig nok, for de mange forberedelser til det fjerde Victory

Victory fire, som varede tre aftener, blev den succesfuldeste af alle. Grunden, Helligånden blev for alvor udgydt over menneskemassen, som lovet i Joel kapitel tre hvor der siges, at i de sidste dage vil Gud udgyde sin Ånd over alle mennesker, helt nøjagtig heder det: Derefter vil jeg sende min Ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal få min vilje åbenbaret i drømme, mens jeres unge skal se den i visioner. Selv over slaver vil jeg udgyde min Ånd, både over mænd og kvinder og jeg vil lade varsler og tegn ske på himlen og jorden, blod ild og røjsøjler. Solen skal formørkes og månen skal blive rød som blod, før Herrens store og frygtelig dag kommer. Det kunne mærkes, at der var noget udsædvanligt nyt i luften. Det er meget svært at beskrive helt nøjagtig Guds Hellige Ånds nærværelse. Det er en vidunderlig helbredende styrkende atmosfære, en tilstand som kan tage til i intensitet og som kan mærkes af alle. Disse aftener var Guds meget nær, det var derfor meget let at proklamere at Guds Ånd også var til stede.

Jeg havde fastet halvt i tre uger, i denne tid bad jeg meget for Fritzli. Til middag tog jeg lidt salat og knækkebrød og om aftenen lidt løgsuppe begge gange små portioner. Gud så mine anstrengelser, den sidste nat før Victory fire, havde jeg tre usædvanlige drømme. Jeg så klart, at to dimensioner eksisterede, alt hvad vi gjorde og sagde blev aftrykket ligesom et kopi i en anden dimension. Jeg vågnede: "Hvor er det synd, at mange ikke er klar over det, fortalte jeg mig selv, der kommer en dag hvor vi skal stå til regnskab for vores liv, alting bliver optaget ligesom på et video og vist os. Gud vil vise os, at uden Jesus Kristus er det meget svært at stå for ham. Hvis folk vidste besked om hemmeligheden bag ved livet, ville de leve helt anderledes. Igen faldt jeg i søvn og drømte: Et bord var sat op i fars have, jeg havde inviteret alle mine slægtninge som sad rundt om bordet. Far var der også, men han ville ikke sidde ned, fordi han snart skulle af sted. Jeg forstod, han skulle dø ligesom mor, derfor spiste han stående, igen vågnede jeg. For tredje gang faldt jeg i søvn og drømte følgende: En gal mand var spærret inde på balkonen, han så frygtindgydende ud, hans hoved var af ild og han rystede ukontrolleret frem og tilbage. Fritz og jeg flygtede med Fritzli i hans vogn fra det ene bus holdested til det andet. Med en gang begyndte jeg at flyve højere og højere, dermed vågnede jeg.

Eftertænksomt fortalte jeg Fritz ved morgenmaden det som beskæftigede mig: "Ved du, jeg havde dækket et bord i haven til min familie, jeg tror ikke, jeg nogensinde vil gøre det på den måde jeg så det". Fritz svarede:" Det skal forstås symboliks, en dag vil du vidne til din egen familie, invitere dem til det åndelig bord", siger Jesus ikke: Se, jeg banker på døren, den som åbner for mig, hos ham vil jeg komme ind og sidde til bords sammen med ham. Jeg indså, der var visdom i hvad Fritz sagde. Flugten fra det ene bus holdested til det andet, viste vores forsøg på at tro at Fritzli snart ville blive sund og rask. Den frygtelige mand med ildhovedet gjorde indtryk på mig og overbeviste mig endnu en gang om Guds beskyttelse på denne jord, også for de mange som ikke tror på ham. Biblen siger, at den som holder ud skal få nye kræfter, ligesom ørnen når den svinger sig op i skyerne, blot de ikke giver op. Koret sang Helligånden ind i hjerterne på de mange tilskuer, og enkelte vidnede om, hvad Gud havde gjort i deres liv. Det hele virkede harmonisk, hvem kan modstå den Almægtige, når hans tilstedeværelse kan føles helt ind i det inderste kammer. Nogle få stjerner blinkede fortroligt ned fra den mørke himmel, og den milde lige tilpas varme luft omhyllede alle. Vi befandt os i et åbent teater næsten midt i byen. Kirken havde spenderet nye festlige dragter til koret, hver enkelt havde en anden kombination af farver på. Koret var ikke sat sammen i en gruppe, men fordelt over hele podiet og hver enkelt var tildelt en opgave med at vidne eller synge. Præsten selv havde også fået et nyt sæt tøj og skinnede om kap med de andre.

Præsten Tony Chee havde fået en medhjælper præsten Isaak. Isaak kom fra Charis Metodist kirke på østkysten. Han havde i Charis hørt om fornyelse i visse kirker om åndelige gaver og tungegaver. Han var en ung præst og i vildrede. Han søgte Gud en hvis tid i bøn om dette emne og en dag, da han helt alene opholdt sig i kirken, bad han Gud om at fylde ham med Helligånden og give ham tungegaven, hvis der var noget om det. Gud lod ikke vente på sig, Helligånden kom og fyldte ham, og gav ham samtidig et nyt sprog til at bede i. Vi hørte senere i en af hans prædiger, at det trods alt var svært for ham at forstå og accepterer, at Gud slet og ret havde taget ham på ordet. Selv om Gud gør et indvendigt arbejde i os, behøver vi mange gange alligevel en intellektuel forklaring, til at indordne hvad der er sket. En ting er sikkert, der er mere fylde, kraft, glæde og tilfredshed, hvor Jesus fuld ud er på tronen i menneskers liv. Victory fire blev også et personligt victory for præsten Isaak. Kort tid efter blev hans første søn født og de navngav ham Charis.

Det var blevet klart helt op i de øverste kredse i landet, at en karismatisk bevægelse havde begyndt i kristelige kredse. Nogle år senere, nævnte statsminister Lee Kuan Yew i et interview i Australien, at man i Singapore var nødt til at have en stærk politi afdeling. En karismatisk bevægelse havde begyndt under de kristne og det hændte, at muslimer skiftede tro og det syntes de øverste ledende i den muslimske tro ikke om. Singapore har succesfuldt arbejdet på at fremme fred og frihed imellem de forskellige nationer og religioner repræsenteret her. Uden strenge love, som de også har gjort brug af, ville det ikke have været muligt, er vi overbevist om.

Med Victory fire var udgydelsen af Helligånden ikke til ende, det var blot begyndelsen. Over de næste måneder, var der hver uge, et evangelistisk møde et eller andet sted. På samme sted som Victory fire blev afholdt, fandt et par måneder senere helbredelse gudstjeneste sted fem dage i træk. Gud sendte en indonesisk evangelist hertil. De første to aftener skete der ikke alt for meget, men så kom gennembruddet. Mennesker blev sat fri og helbredt, og det trak mange andre til. Folk stod i kø, længe før der blev åbnet for at komme ind, og de som ikke nåede at komme ind, betragtede det hele ude fra. Mange kravlede op på skråningen imellem træerne uden for og kunne derfra se ned på podiet og over menneskemassen. Fritz fortalte, at man kunne høre begejstringen helt oppe i hotellet som ligger 10 minutter til fods derfra.

En søndag i kirken rådede nogle amerikaner os til at besøge Sankt Andrew Katedral samme aften. Guds Ånd var ved at gøre et større arbejde imellem unge mennesker. En amerikansk læge, som prædikede den aften, lænede sig afslappet over prædikestolen og betragtede menneskemassen indgående et stykke tid, før han begyndte at sige noget. Han bad os om at slå op i det gamle testamente, i 3. Mosebog, og begyndte at læse op, om alle de synder Gud advarede det israelske folk imod, efter de var kommet ud af Ægypten. For hver gang han nævnte en synd, betragtede han menneskemassen igen, og opfordrede de, som havde syndet på det område til at stå op. Da han kom til et skriftsted som forklarede, at nogen havde sex med dyr, blev der stille, der var ingen som stod op. Lægen ventede et øjeblik, bankede i pulten og sagde:" Jeg har ikke taget fejl, Gud har sagt, der er sådanne til stede". Mit hjerte bankede heftigt, jeg troede ikke, at moderne mennesker havde noget at gøre med den slags i dag. Pludselig stod det ene unge menneske op efter det andet. Lægen advarede:" Der er ikke nogen, som behøver at se sig om, det her er imellem Gud og mennesker". Da han var kommet igennem listen, blev alle de som var stået op kaldt op til alteret og lægen bad Gud indtrængende om at tilgive dem og samtidig styrke dem i troen. Denne oplevelse gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg forstod endnu klarer, at hvis mennesker er parat til at bekende deres synder, så er Gud der med åbne arme ligesom i lignelsen om den fortabte søn. Jeg tror ikke, vi nogensinde forstår fuld ud, hvad vi er blevet tilgivet og sparet for. Guds nåde kan næsten ikke begribes, det er en stor gave, som vi kan vælge at tage eller fra sige. Prisen blev betalt på krydset. I det gamle testamente blev Gud ofte vred på folket, når de vendte sig fra ham og ikke fulgte budene efter Mosebøgerne. I det nye testamente behøver man blot at omvende sig ligesom i historien om den fortabte søn som kom til fornuft og vendte hjem, så er Gud der med åbne arme glad for, at vi har fundet tilbage til ham. Ikke en eneste gang beskrives der i det nye testamente, at Gud er vred på os, med undtagelse af Åbenbaringen. Der kommer en dag hvor Gud sætter et punktum til denne tidsalder og laver en ny himmel og jord hvor retfærdige mennesker lever og regerer i al tid og evighed med Jesus.

Jeg havde fået brev hjemmefra at mor ikke havde det for godt, men hun lovede at blive rask til sommeren, når vi kom hjem på ferie. Fritz havde ligeledes fået brev om, at hans mor var syg og besluttede at tage en tur hjem. Hans mor var diagnosticeret med kræft i leveren, og lægen fortalte dem ligeud at der ikke var meget håb. Fritz tilbragte to meningsfulde uger hjemme sammen med sine forældre og søstre. Han kunne ikke have haft en bedre lejlighed til at bede med sin mor og tale trøstende til sin far. Ligesom lægen havde forud sagt, sov Fritz mor mere og mere for til sidst at ikke at vågne igen. Efter to måneders sengeleje hjemme fik hun lov til at sove fredeligt ind. Fritz søster Yvonne plejede hende til det sidste, sammen med en sygeplejerske som kom dagligt.

Over de næste to år døde 20 mennesker i vores familie på begge sider, alle de ældre tog afsked. Jeg besluttede mig til at rejse hjem for at se, hvordan mor havde det. Så vidt jeg kunne forstå på brevene, gik det ikke bedre. Nu fik jeg et af mit livs største overraskelser, far skrev, at han helst ikke ville, at jeg kom hjem. Jeg passede ikke mere ind i forholdene hjemme, påstod han i brevet. Hvad i alle verdens riger og lande var der sket med ham. Kunne han forbyde mig at besøge min syge mor, jeg besluttede alligevel at rejse hjem og tage Robert med, selv om det var med lidt blandede følelser jeg tog den beslutning. Jeg havde absolut ikke på nogen måde fornærmet min far. De gange vi havde været hjemme, havde vi hjulpet flittigt til. Fritz havde hjulpet ham fra morgen til aften både i stalden så vel som ude på markerne og jeg tog som altid, hele husholdningen i min hånd. Mine forældre havde så og sige afløser både ude og inde, når vi kom på ferie og de gjorde indtryk af at nyde aflastningen.

Jeg ankom til København med Robert i maj måned 1978, derfra tog jeg en lille flyvemaskine til Odense. Far havde lovet at hente mig på flyvepladsen. Jeg ventede halvanden time, før han endelig dukkede op. Med en dødtræt, umulig Robert måtte jeg, lidt imod min vilje, tage med ham ud og besøge hans søster Else som boede i nærheden af flyvepladsen. Derfra gik turen hjem til en omgang smørrebrød, som Ellen min kusine, havde parat til os og derefter ud på sygehuset og besøge mor. I meget kort tid var hun kommet til at se ti år ældre ud. Der var kun hud og knogler tilbage på hende, hun så meget syg ud. Hun var glad for at se os, men samtidig afspejlede hendes øjne angst, var jeg kommet hjem, fordi hun lå på det sidste, synes hun at kommunikere uden ord. Om formiddagen stod jeg for husholdningen, og om eftermiddagen besøgte far, Robert og jeg mor. Far og mor talte ikke meget med hinanden, men det havde de nu aldrig gjort. Af og til spadserede jeg op og ned ude på gangen, fordi Robert brugte bevægelse, han lærte at gå de tre uger jeg var hjemme.

Min søster Lise fra Toronto, i Canada, havde været hjemme kort tid før, jeg rejste hjem, og havde fortalt mig den dårlige nyhed over telefonen, at mor havde underlivskræft. Ofte når Robert og jeg kom ind ude fra gangen, sad far og holdt mor i hånden. Mine forældre sad i tavshed og tog afsked med hinanden, for de vidste begge to god besked om alting. Begge to havde holdt på en livsfarlig hemmelighed i mange år uden at nævne det til os tre børn. Min søster Lise fortalte, at far var kommet til at sige, at det havde begyndt for mange år siden. Hun havde været hos lægen som havde fortalt hende, at hun havde en svulst på den ene æggestok i underlivet og skulle opereres. Det havde hun nægtet på det bestemteste. Lægen havde talt meget indtrængende til hende, og mindet hende om de pårørende, men min ellers så blide og tilbageholdende mor kunne også forholde sig meget stædigt, derfor fik hun kun noget medicin at tage. Som far havde fortalt Lise, man kunne ikke tvinge hende til en operation, når hun ikke selv ville.

En dag spurgte jeg far, hvorfor han ikke havde fortalt os børn rettidigt, at mor havde nægtet at lade sig operere. Hun havde i årevis lidt af svære depressioner og havde meget imod at komme på sygehus, fordi hun flere gange havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling, som hun ikke syntes særligt godt om. Det ville have været en naturlig ting at tale med os piger om det. Far afviste med det samme, at han nogen sinde havde fortalt Lise sådan noget, for i næste øjeblik at spørge, om hun havde skrevet det, hvad hun ikke havde. Næste gang jeg gik op og ned ude på gangen med Robert, spurgte jeg sygeplejerskerne ud, om mors sygdom var en meget gammel historie i hendes sygejournal og fik det bekræftet. Mor gav ind til at blive opereret, da hun næsten ikke kunne gå på sine ben, fordi maven var stor og opsvulmet og fordi hun havde det meget dårligt. Hun havde nægtet at se sandheden i øjnene i mange år og muligvis også løjet til sig selv og nu var det for sent. Stakkels mor, hun havde været igennem så meget og ikke sagt et ord til nogen, om det som beskæftigede hende. Jeg begyndte at forstå hvorfor far ikke ville have mig hjem. Han vidste, jeg havde taget det skridt at tro på Gud og han kunne ikke tolerere det. I denne trængsels tid, som han befandt sig i, gav han sine følelser frit løb. Stakkels far, som på en anden måde end mor også befandt sig på en blind vej. Der havde i flere år ligget en mørk skygge over mit barndomshjem på grund af mors sygdom. Jeg kom til at tænke på den stærke fornemmelse, jeg havde haft den sidste gang, vi havde været hjemme. Jeg havde et indere billede af, at jeg skulle tale med mor, om hun blev undersøgt regelmæssigt. Jeg havde skubbet tanken fra mig, fordi jeg synes ikke, jeg var kommet hjem for at lave problemer. Jeg indså det var en fejl og bad om tilgivelse. Guds Ånd havde advaret mig i tide og derfor beskyldte jeg heller ikke far, men det var umuligt at tale mere med ham om det i denne omgang.

Der havde været et par travle dage med at køre hø sammen. Ellen og Kristian hjalp til samt Tove, min yngste søster, og vennen Bendt, som fulgte hende på skridt og trit, derfor fik vi ikke besøgt mor i to dage. Den sidste aften hun levede ringede de fra sygehuset og fortalte, at mor havde det meget dårligt, det ville ikke vare længe. Far sagde til mig, idet han kikkede direkte på mig: "Du har ikke noget at gøre der ude bliv hjemme". Kristian spurgte mig flere gange:" Hvis du vil derud Inge, passer jeg soen". I dag havde jeg taget derud alligevel, trods fars afvisende holdning, men jeg var usikker i det øjeblik og blev derfor hjemme. Jeg sad oppe i svinestalden og passede en so, som var ved at få grise og bad for mor. Jeg havde flere gange tænkt på, om jeg ikke skulle besøge hende alene og få talt til hende om troen. På den anden side havde jeg på fornemmelsen, at der var blevet talt til hende og at hun også troede trods alle sine besværligheder. Næste morgen fik jeg nyheden af far, mor havde taget afsked.

En sommer, hvor jeg kom hjem på ferie fra Svejts, opdagede jeg, at mor var begyndt at læse kristne bøger, far hentydede til at mor lå på knæ og bad om aftenen. Til min overraskelse gav han stærkt udtryk for ikke at synes om det, men jeg blandede mig ikke i det. Hun havde gentagne gange haft lægehjælp, kure og sygehusophold. Det hjalp noget, men ikke fuldstændig. I dag efter mange år ved jeg, at jeg skulle have benyttet lejligheden til at føre dybere samtaler med mor om troen. Senere da Lises svigermor og far døde, sørgede jeg for at gøre det rigtigt, det gav mig en stor tilfredsstillelse og glæde.

Den samme formiddag som mor havde taget afsked, opholdt far og jeg os i det gamle hønsehus. Han fortalte mig noget, som han måske længe havde gået og overvejet, at han ville sige til mig. Han havde aldrig brudt sig om mig, mor heller ikke. Lise derimod var de begge to meget glade for. Hans ansigt var forbitret, og han stirrede mig lige i øjnene, da han nævnte det. Jeg drejede om uden at svare, gik ind i huset og viskede en tåre væk i forklædet. Det var næsten ikke til at begribe, at djævlen kunne have sådan et tag i ham. Stakkels far hvem led mest - han eller jeg, han følte sig bestemt ikke godt tilpas med sig selv. Jeg begyndte at forstå, hvorfor Gud havde ladet Helligånden falde på mig, kort tid før jeg var taget hjem til denne vanskelige situation. Jeg vidste, jeg havde en hjælper og en trøster. At mor ikke havde brudt sig om mig, var jeg overbevist om ikke var sandt. Hun havde altid været glad for mine besøg,, og jeg kunne mærke, hun holdt af mig, ligesom jeg af hende. Med far havde jeg haft mange fortrolige samtaler og diskussioner ude i kostalden om aftenen. Han havde for vane at gå og pusle ude ved køerne til sent på aftenen, med undtagelse af når vi havde gæster, så kunne han nok blive lidt tidligere færdig. Jeg må ærlig indrømme, at jeg aldrig har haft den samme tilknytning til ham som til mor. Lise kom hjem igen til begravelsen. Far hentede hende rettidigt på den lille flyveplads i Odense. Han var ret mærkelig på hjemvejen, forklarede hun ved ankomsten. Hvis hun ikke havde taget et tag i styret, var han kørt i grøften med dem begge to. Han vidste udmærket, hvad vi piger ville tale om og nu vidste han ikke, hvordan han skulle klare den. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle Lise, at han havde nægtet over for mig, at mor havde været syg i årevis.

Hvorfor fortæller jeg alt dette? Jeg har også overvejet grundigt, om jeg skulle eller ikke. Vi har alle vores fejl og vi har alle prøvet at træde i spinaten, når man ikke kunne overskue følgerne. Jeg vil hermed heller ikke bevise, hvem som er god eller dårlig. Mors sygdom havde en indflydelse på os alle. Ved at nævne det, kaster jeg lys over forskellige ting som skete i familien. Min mormor fortalte en gang, at mor havde været den livligste af alle fire søskende. Hendes yngste bror, Hans Verner, bekræftede det senere. På et tidspunkt i teenagealderen havde hun haft et fald og slået hovedet. Efter den tid, påstod min mormor, var hun anderledes. Når hun kom hjem på besøg, var hun tavs, trak sig tilbage med ugeblade, stak to fingre i ørene og læste i timevis. Selv fandt jeg teenager alderen vanskelig. En bestemt drøm gentog sig ofte, jeg befandt mig i en spiral. Noget forsøgte at trække mig nedad til et sted hvor det var afskrækkende dybt og mørkt. Derfor fløj jeg opad og opad i det uendelige uden nogen sinde at give efter eller lade mig falde nedad, i drømmen vidste jeg, at det kunne jeg. Det var en uhyggelig drøm, jeg kunne næsten ikke vågne og måtte kæmpe mig til at brække ind i virkeligheden. Når jeg endelig kom til mig selv i vågen tilstand, var jeg helt udkørt af kampen, for at komme tilbage til livet. Disse drømme var grusomme og tillige med meget realistiske. I dag ved jeg, at det var et angreb af onde magter. Som teenager havde jeg en meget stærk trang til at komme langt væk fra det hele og begynde på noget fuldstændig nyt. Jeg er Gud taknemlig for at have givet mig denne trang, kun han vidste, hvor meget der skulle til, for at få et udfyldt liv med hans velsignelse.

Familien, naboer og venner mødte op til begravelsen. Ellen og Kristian sad på en af de nederste bænke i kirken med Robert, sådan at jeg uforstyrret kunne følge med i gudstjenesten. En sætning af prædiken husker jeg stadigvæk, han sagde følgende: Det, det virkelig kommer an på i sidste ende er, om man har valgt at sige ja til Gud, han sagde det i et meget spørgende tonefald. Senere nævnte et par af mine kusiner noget om, at jeg havde forandret mig en del. Jeg nævnte det til far som kikkede triumferende på mig: "Kan du se, jeg har ret", sagde han. Jeg lod denne bemærkning hænge i luften og spurgte heller ikke mine kusiner ud om, hvad de mente med det. Jeg vidste det var sandt. Jeg kunne også mærke, jeg havde forandret mig, Guds Ånd var skyld i det. Jeg så mange ting med andre øjne, hvis det kan siges sådan. Hvad jeg helt nøjagtig mener er, at der var mange ting før I tiden, som jeg var blændet til. Nu så og forstod jeg mange ting meget klarer. Jeg var også begyndt at se andre folks svagheder, hvor jeg før i tiden havde været blændet til dem.

Efter begravelsen blev en forfriskning med kaffe og kager i Kværndrup forsamlingshus serveret. Svend, manden til min kusine Marie er meget glad for små børn. Den urolige Robert fik han til at sove et eller andet sted, jeg var ham meget taknemlig for det. Det gav mig lejlighed til at tale med dem som var mødt op. Far sad i nærheden af mig, han blev ved med at betragte Inger, mors yngre søster, bemærkede jeg. Måske fordi hun ligner mor så meget, bemærkede Lise bagefter, hun havde også lagt mærke til det. Senere fik jeg at vide, at hun havde følt sig dårlig og svimmel til begravelsen, og der skulle kun gå et halvt år, så døde hun af det samme som mor underlivskræft. Desværre var der ikke mange som kunne komme til begravelsen, fik jeg at vide bagefter, fordi det blæste og stormede meget stærkt den dag. Mors og Ingers død var ikke let at overvinde for mormor, efter hvad jeg kunne forstå på de breve hun skrev. Efter et par år døde hun også og året efter morfar.

Før Robert og jeg fortsatte til Svejts for at besøge Fritz far, besøgte vi mors grav for sidste gang. Vi tre piger havde bestilt en pæn krans af hvide liljer som var blevet anbragt midt på graven. Indskriften lød: Hvil i fred. Alle andre blomster på graven var falmet og visnet, kun de hvide liljer stod endnu friske og strålede i sollyset midt på graven. Jeg blev så glad og tog det som et tegn på, at mor var, trods alt, gået hjem. En ting kan siges om mor, hun beklagede sig aldrig, ikke engang da hun lå på det sidste og må have haft mange smerter. Sygeplejerskerne gav hende blot en sprøjte af og til, uden at hun nogensinde spurgte om det. Hun talte heller aldrig negativt om andre mennesker, og hvis vi andre begyndte at beklage os, forsvarede hun dem med forståelse. Det var ved sådanne lejligheder, vi kunne mærke, at mor i grunden var begavet med indsigt. På mange måder forekom hun mig uskyldig i sin skæbne, og alligevel må hun have været forført i sin tænkemåde. At hun gik og fantaserede og helst ikke ville dele disse tanker med os, vidste vi alle. Som årene gik, blev hun også mere og mere indesluttet og til tider mærkelig. Så længe mor levede og var syg på sjælen, var der altid denne trykkende fornemmelse i luften, når jeg tænkte på hende. Både i Etiopien , Indien og i Singapore, mange tusinde kilometer væk hjemmefra, kunne jeg mærke det. Når jeg kom hjem på ferie, fornemmede jeg det endnu bedre. Der var tider, hvor jeg kunne føle hendes depressioner langt uden for huset. Desto mere jeg nærmede mig mit barndomshjem, om så stærkere blev trykket. At være syg og nedtrykt på sjælen, kan være en meget stor og tung byrden. I dag er jeg overbevist om, at hun led unødigt. Der kan måske være mange grunde til en sådan og endelige sygdomme, men for Gud er der ingenting som er umuligt.

Biblen giver os eksempler på forskellige slags depressioner og hvordan Gud omgås mennesker i sådanne situationer. Et meget klart eksempel er der i 1 Kongebog kapitel 19, hvor profeten Elias flygter fra Jesebel. Da han er kommet til enden af sig selv, går han den samme vej tilbage som han var kommet. Han er en af to som blev taget op og ikke måtte dø ud af alle generationer. Enok førte et liv som Gud syntes om og blev derfor taget op.

Fra det øjeblik mor havde taget afsked, forsvandt denne trykkende fornemmelse ud af mit liv. Når jeg tænker på hende, er det kun gode minder jeg kommer i tanke om. Selvfølgelig har jeg ikke glemt hendes syge tilstand, men det forstyrrer mig ikke mere og jeg tænker næppe på det. I grunden blev jeg overrasket over denne vending i mit liv. I så mange år, godt 20 år, havde mor haft problemer, og med en gang var de forsvundet ud af denne verden. Det betyder ikke, at jeg ikke savnede hende, for det gjorde jeg især det første år. Tilbage i Singapore berettede jeg Fritz om min bevægede ferie. På grund af hans fars lidt hjælpeløse tilstand, besluttede han at rejse hjem med Silvia den kommende sommer, jeg understøttede ham i planen. Det blev den sidste og meningsfuldeste ferie, Fritz havde sammen med sin far, året efter døde han. Der blev mange gode minder fra denne ferie at tænke tilbage på. Det var ved at tynde ud i familien. Jeg bad til, at Gud ville give far tid til at komme til fornuft, jeg håbede det ikke blev for sent. Jeg fik på fornemmelsen, at det ville være et større under, at få far til at tro, end det ville være for Fritzli at blive rask.

Nu da Robert kunne løbe omkring, var der liv og glade dage hjemme hos os. Han klatrede op over det hele og hang i gitteret foran vinduerne. Vi boede på fjerde sal, jeg var meget glad for at alle vinduer samt balkonen var fuldstændig gitteret til. Han kunne mærke, at når han klatrede op på spisestuebordet og gik helt ude på randen, blev jeg nervøs. Hans barnlige naivitet nød den ekstra omsorg han fik, når satte sig selv lidt i fare. Jeg var nødt til at tage alle mine pæne ting væk fra bogreolen og gemme dem til bedre tider. Igen og igen forsøgte jeg at få ham til at lystre, men det var svært. Der var masser af energi som skulle have frit løb, før han havde løst til at tænke sig om. En vase havde jeg ladet stå i bogreolen, og han fik streng besked om ikke at røre den. Selvfølgelig forstod han det. Han begyndte straks at rende op og ned foran vasen, mens han forsikrede mig om, at han nok skulle lade være med at røre ved den. Som han løb op og ned af gulvet, kom han nærmere og nærmere til vasen, og pludselig som et lyn snappede han den og løb ind på sit værelse med den.

Silvia havde, på pigemaner, indrettet sit værelse pænt og hyggeligt. Nu kom sådan en lille drillepind og begyndte at røre ved alting, det var ikke altid så nemt for hende. En aften da hun sad foran fjernsynet, børnene havde deres bestemte programmer, der ud over så de ikke fjernsyn, kom Robert bag fra og trak i hendes lange krøller. Hendes irritation fik frit løb, jeg blev forskrækket, denne side kendte jeg ikke fra Silvia. Det var en stærk irritation som af og til blev diskuteret med skolekammeraterne som også havde mindre søskende derhjemme. Af og til tillod hun sig også at vise sit lune. Det var ikke ensbetydende med, at hun ikke kunne lide sin bror, tværtimod hun havde valgt en søsterstilling i familien, som Robert før eller senere måtte lære at respektere.

En stærk vilje bag en hård pande gemte sig i Robert. Fritz begyndte at blive aktiv i hans opdragelse på en ret bestemt måde. Han kom altid hjem et par timer om eftermiddagen. Som regel serverede jeg aftensmaden til Silvia og Robert, før Fritz tog af sted igen. Han sørgede for at de spiste, mens jeg gav Fritzli hans måltid ude i køkkenet. Ved disse lejligheder kom det ofte til konfrontationer imellem Fritz og Robert. Ligeud ville Robert sige:" Jeg kan altså ikke lide maden". Fritz ville rejse sig op tag et tag i hans arm og give ham en bagi. Det resulterede i, at han stormede ind på sit værelse og smækkede døren til, sådan at det sikkert kunne høres i hele bygningen. Efter et par gange på denne måde begyndte han også at rende ind i de forskellige værelser og smække dørene over det hele. Mens alt dette stod på, sad jeg med Fritzli ude i køkkenet og bad til, at Gud ville give Fritz visdom til at omgås sin sunde aktive søn. Som regel kom han hen til bordet igen, når han havde sundet sig lidt på sit værelse, og så spiste han uden vrøvl. Ofte synes jeg at Fritz var for hård ved ham, og gav udtryk for det, men jeg talte til døve ører. Hvis Robert ikke får lært at lystre som lille, "så kommer han til at bøde for det senere i livet" var hans motto.

Jeg havde en halvstor terapi gummibold for Fritzli, som han brugte til at øve at ligge på knæ med. Nede på græsplænen brugte vi bolden til at lege med. Med Fritzli i vognen susede Fritz eller jeg efter den, mens Fritzli nød de spændende øjeblikke. Han lavede armene stive som to små støtter, mens øjnene stod på stilke, og munden var vidt åben af inderlig anstrengelse af at følge med i den spændende leg. En eftermiddag tog jeg nogle billeder af børnene på græsplænen nedenunder og derefter hængte jeg det dyre Canon-fotoapparat op i et træ og legede med børnene et stykke tid. Først den næste dag opdagede jeg, at jeg havde glemt det i haven. Hurtig begav jeg mig neden under og hen til træet, det var væk. Jeg blev mærkelig til mode og spurgte vægteren, om han eller nogen havde fundet et fotoapparat i haven, han rystede ligegyldigt på hovedet. Ofte undrede man sig over, hvorfor han sad der, for han lavede absolut ikke noget hele dagen. For det meste sad han blot og døsede. Alverdens tyve kunne snige sig forbi, uden at han mærkede det. Mange vægter havde to jobs, det kunne godt kombineres, fordi ofte sov de slet og ret på arbejdspladsen.

Det var soleklart, nogen havde stjålet apparatet. Fritz viste forståelse og købte et nyt. To år senere fløj Roberts fodbold ind imellem banantræerne, som voksede tæt i det ene hjørne af haven. Han fortalte hver eneste dreng i bygningen, at hvis de fandt hans fodbold, skulle de give ham den tilbage. Ikke længe efter ringede en større kineserdreng på døren. Han strakte bolden frem og spurgte, om det var Roberts, han havde fundet den imellem banantræerne. Taknemlig for hans ærlighed tog jeg imod bolden og bemærkede:" Hvis man finder noget som ikke tilhører en, så skal man give det tilbage. For nogle år siden glemte jeg mit fotoapparat i haven, jeg fandt det aldrig igen". Den halvstore dreng stirrede på mig et øjeblik og svarede så, at han havde fundet apparatet i haven, men en anden dreng havde sagt, at det tilhørte ham og taget det med hjem. Han var lige ved at gå ud af sit gode skind af forargelse, mens han udbrød:" Han er kristen og taler altid om sin tro, jeg er ikke kristen, men jeg er i det mindste ærlig". Jeg måbede over denne udtalelse, og stammende spurgte jeg:" Ja hvem er denne dreng". Han forklarede, hvem det var og ret energisk fortsatte han, at han nok selv skulle tale med ham. Han så ud, som om han havde en hel del på sindet at tale med ham om. Eftertænksomt lukkede jeg døren efter ham, hvad ville der nu ske. Fritz rådede mig til at afvente situationen, fordi hans forældre gik i samme kirke som vi. Det var flotte mennesker som havde bekendt sig til den kristne tro og ivrigt tog del i de mange kurser som kirken offererede.

En aften ringede det på døren, og det omtalte ægtepar stod udenfor. De spurgte, om vi havde nummeret på fotoapparatet, det havde vi, Fritz hentede garantikortet. De så lidt flove ud og forklarede, at de havde spurgt vægteren, om nogen havde spurgt efter det. Jeg skyndte at tilføje, at jeg dengang spurgt vægteren. Det forholdt sig sådan, at apparatet befandt sig i London. Nogen i familien havde lånt det og den vedkommende kom først tilbage til jul om cirka to måneder. De ville sørge for, at vi fik apparatet tilbage. Vi takkede, og ægteparret gik igen. Det skal her siges, at vi og børnene aldrig fik noget imod denne familie, Guds børn kan tilgive hinanden. I mit hjerte takkede jeg Gud for, at denne sag blev opklaret. Jeg tror ikke, han ville have synes om det, selv om det kun var et fotoapparat.

Jeg havde hørt hende, moren til drengen som tog fotoapparatet med hjem, vidne i kirken. Hendes bror var først blevet kristen. Han havde bedt meget for søsteren. I lejligheden havde ægteparret nogle træfigurer, blandt andet en som stammede fra Indien som forestillede en eller anden Gud og som havde været særdeles dyr. Mange mærkelige ting begyndte at ske i lejligheden, efter de havde købt denne figur, og flere gange var det lige før noget livsfarligt skete. En aften, da hun lå i sengen, begyndte hun at føle sig iskold på fødderne. Den iskolde følelse krøb op af benene. Med engang vidste hun i fuld alvor, at noget var ved at tage hendes liv. Fuld af bange anelser, råbte hun højt om hjælp til den Gud, broren kendte, Jesus. Langsomt kom varmen tilbage i benene. Broren fortalte dem mere om denne nye Gud og de omvendte dem i kirken. Guds Ånd viste hende, at skyld i alle de ulykker som de havde haft i den sidste tid, var en bestemt statue, nemlig den fra Indien, som der var blevet ofret et menneskeliv til.

Jeg kan huske en artikel i avisen om noget lignende her i landet for mange år siden, der blev til og med skrevet en bog om det. Det er ikke nogen hemmelighed, at før i tiden, sørgede en god byggemester for nogle børnehoveder under en bro eller andre projekter, for at få dem til at holde ekstra godt med onde kræfter. Jeg hørte, i en prædik af en ung præst følgende: Han ledede en ungdomsgruppe, og en dag måtte han hele tiden tænke på en bestemt pige fra gruppen. Han blev ved med at bede for hende og med autoritet i Jesus navn, forlangte han beskyttelse for hende igennem Jesus' dyrebar blod. Et par dage senere erfarede han, at pigen var blevet kidnappet. Med bind for øjnene var hun blevet ført til en lejlighed. Der fandt man ud af, at deres Gud ikke kunne lide hendes blod og derfor blev hun igen sat fri. Sådanne eksempler er den dystre side af andre religioner.

Det blev til mange ture ud til havet, mens børnene var mindre. De første år blev Fritz altid krebs rød, når vi var ved stranden, derfor var han heller ikke alt for begejstret for disse udflugter. Af og til fik jeg Silvia til at kæle lidt med ham, og når han var blødgjort, ville hun på sin fine måde spørge ham: "Kan vi ikke tage en tur ud på en af øerne", som regel fungerede det. Fritzli nød også disse udflugter, han elskede at komme i vandet. Tyve minutter i havet var lige passende for ham på en varm dag. Den tid benyttede jeg til at bede for alt imellem himmel og jord, som jeg kunne komme i tanke om. Når jeg tog på tur med børnene alene, hentede jeg først en taxi. Fritzli hans vogn, hunden børnene og deres cykler, hvis vi tog ud til havet, var parat foran huset. Taxichaufføren kastede som regel et vurderende blik på det hele og sagde næsten hver gang:" Det kan ikke lade sig gøre, at have det hele med". Jeg svarede:" Det kan være der, og jeg betaler en ekstra skilling oven i købet". Med den bemærkning fulgte han mine anvisninger, og forventningsfulde trykkede vi os sammen i bilen.

Silvia havde begyndt med klaverundervisning i den japanske musikskole Yamaha. Det første år foregik undervisningen meget spontan. Ofte ville lærerinden spørge, om en af eleverne havde lyst til at synge en sang, meget ivrig strakte Silvia altid hånden op. Mange af de kinesiske børn var tilbageholdende og turde ikke træde frem. Efter Silvia flere gange havde været fremme og sunget, begyndte lærerinden at spørge, om der var nogen, som kunne synge en bestemt kinesisk sang, igen strakte Silvia hånden op. Tilsyneladende var lærerinden overrasket, Silvia blev kaldt frem. Hun sang den kinesiske nævnte sang, flydende på kinesisk. Hun havde lært den af en pige som boede ved siden af og som hun ofte legede med. Næste gang spurgte lærerinden, om der var nogen, som havde lyst til at synge en malaysisk sang, igen strakte Silvia som den første hånden op. Øjensynligt meget forbavset kaldte lærerinden Silvia frem som sang den nævnte malaysiske sang - flydende. Jeg kikkede rundt på de forskellige mødre og nød min lille smarte datters fremtræden. Sangen havde hun lært af den samme kinesiske veninde, som hun til gengæld havde lært engelske sange. Jeg havde hørt dem øve igen og igen, mens de legede sammen.

En fredag aften var vi igen i byen. Køen ved taxistanden var usædvanlig lang den aften. Vi besluttede at prøve lykken på landevejen, måske kom der tilfældigt en taxi forbi. En gammel mand på en rickshaw kørte op på siden af os. En rickshaw er en vogn med kaleche ved siden af cyklen. Skal vi ikke prøve sådan en for en gangs skyld, spurgte jeg Silvia, mens jeg betragtede hendes ansigt. Hun nikkede begejstret og udbrød:" Ja, Mammi, det kunne være sjovt". Jeg aftalte en pæn pris med manden, derefter satte vi os ind i sidevognen. Da vi havde kørt cirka halvdelen af vejen, stod den gamle mand forpustet af cyklen og forlangte sine penge. Jeg protesterede, det var ikke aftalen, jeg havde godt nok bemærket, at han næsten ikke mere kunne trampe. Manden var ikke længere venlig, han forlangte, vi skulle stå af, lige ud fortalte han os, at vi var for tunge og vejen var for lang for ham. Så betaler jeg halvdelen, forsvarede jeg mig. Mandens vrede tiltog, han vidste ikke, det var så langt væk, energisk forlangte han sine penge. Silvia kikkede på ham med medfølende øjne:" Mammi, han er gammel, han kan ikke mere, giv ham dog pengene, skubbede hun på." Ved du Silvia, det var ikke det, vi aftalte og alle ved hvor River Wally Road er, han prøver at snyde os, vi bliver nok nødt til at gå resten af vejen hjem, for her får vi næppe en taxi", forklarede jeg. "Mor det er lige meget", svarede hun, mens hun medlidende betragtede den gamle mand, som strakte sin hånd frem for at få pengene. Jeg følte mig som en stor egoist, ved at betragte min datters ansigtsudtryk, uden flere indvendinger betalte jeg. Manden tog hurtigt sine let fortjente penge, svang sig op på cyklen og væk var han. Silvia og jeg fortsatte de sidste par kilometer til fods. Ofte tog vi per taxi op til hotellet, hvor Fritz arbejdede, når Silvia var færdig med klaverundervisningen. Fredag aften var grillaften ude ved swimmingpoolen. Børnene og jeg lod os forvænne med mange lækre ting. Når vi var færdige med at spise, kom Fritz ud til os, trætte men lykkelige tog vi sammen hjem.

De første år vi boede her i landet , mærkede vi kun lidt til juleforberedelserne i byen. Som antallet af kristne voksede, tog interessen for alting som har med julen at gøre til. Hovedgaden, Orchard Road, bliver pyntet fint. Indkøbscentrene og hotellerne konkurrerer om, hvem som har de smukkeste og interessanteste dekorationer, som varierer fra år til år. En tur ned af hovedgaden lønner sig, for man skulle tro man befinder sig i eventyrland. I de forskellige indkøbscenter hører man julemusik hele dagen. Ja, der bliver til og med givet priser til de flotteste dekorerede bygninger. November og december er ferietid for skolebørn i asien. Fra de omkringliggende lande kommer mange til Singapore på en indkøbsferie. Der er ekstra gode programmer at vælge imellem med koncerter, ballet, teater og så videre. I de lune aftener er hovedgade pakket med folk og butikkerne som altid er åbne til 9-10 tjener ekstra godt. Vi har vænnet os til, at der hører frost og sne til julen og jo mere vi nærmer os jul, desto mørkere bliver det udenfor. Når julen er overstået, tager dagene til, lyset er kommet ind i verden på ny.

Her oplever man den søde juletid lidt anderledes. Jeg besluttede mig til at give børnene andre juleminder. I begyndelsen af december pyntede vi lejligheden med kranse, engle, klokker og juledekorationer. Der blev hørt julemusik på dansk, tysk og engelsk og bagt småkager. I skolen kom nissemanden den 6 december, med en sæk på ryggen, han vidste alting om børnene og lovede eller dalede, ligesom det var nødvendigt. Bagefter blev der spist nødder og kager og hvert barn fik en lille sæk med julegodter til at tage med hjem.

Derefter gik det slag i slag med julefester. Vi var med til julefest hos skandinaverne, hos tyskerne og i hotellet. Børnene nød det, den bedste dag var naturligvis selve juleaftensdag. Så længe Fritz arbejdede i hotellet, var juleaften en meget travl dag, han kom kun hjem en time om eftermiddagen. Vi skyndte os at tænde de levende lys på det dyre importerede juletræ, hørte julemusik og alle fik deres gaver. Ved seks tiden om aftenen tog vi op til hotellet og hørte et kor synge i lobbyen. Derefter spiste vi i kafeteriet, hvor en overdådig buffet var sat op i dagens anledning. Fritz kikkede ind til os af og til, også selv om han ikke kunne sidde til bords med os, var han ikke langt væk. Senere på aftenen tog vi lykkelige og glade hjem. Fritz tog altid fri et par dage efter juletravlhederne. Juledag tog vi til gudstjeneste i den Metodistiske kirke om formiddagen, derefter blev den søde juletid nydt i hjemlige kredse. Julelysene på juletræet blev tændt hver dag indtil efter nytåret. Vi legede med børnene, læste historier og spillede spil, så gode filme og nød at være sammen med venner.

Børnene ønskede dem nye cykler til jul. Det er naturligvis en gave, man ikke ligefrem kan gemme i et skab. Som julen nærmede sig, kunne vi se, at børnene efterhånden ikke var alt for sikker på, om de nu også fik nye cykler. De undersøgte de forskellige badeværelser, hvert hjørne i vaskekøkkenet blev undersøgt, Silvia mindede os om, at de ønskede dem cykler til jul, jeg svarede:" I har lov til at ønske". Endelig kom juleaftensdag, Fritz spurgte, om de havde set nogle store pakker et eller andet sted. Igen blev lejligheden undersøgt, forhåbentlig skuffer de os ikke, stod tydelig skrevet på deres ansigter. Fritz sagde:" Gå ud i badeværelset ved siden af vaskekøkkenet og kik op i loftet". Der havde han bundet, de i dele indpakkede cykler fast. Mens Fritz tog pakkerne ned, blev der jublet og danset. De indrømmede, at de havde opgivet håbet om at få cykler. Fritz nød sin sejer, han havde færdigbragt at gemme cyklerne i lejligheden, uden at de opdagede dem. Næste dag blev de sat sammen, børnenes ansigter skinnede om kap med de flotte røde cykler, denne jul blev der cyklet meget.

Fritzli nød juleforberedelserne og julen ligeså meget som de andre. Det var altid lidt svært at finde på gode gaver til ham. Som regel fik han et par pakker med nyt tøj. Han synes også om ting til at hænge op i sit værelse, og legetøj som fungerede med batterier. Nye plader og kassettebånd med musik og historier var altid imellem gaverne. Silvia og Robert lavede kassettebånd med selvfortalte historier til ham. Efter mange år er det stadig væk sjovt at lytte til deres fortællinger. Fritzli holdt meget af sine stofdyr, når han hvilede sig, arrangerede vi dem ofte rundt om ham. Derfor var der altid nogle nye eksemplarer imellem gaverne til hans store glæde. Ligesom de to andre, fik han også egne håndklæder og sengetøj. De år vi fejrede juleaften i hotellet, spiste han hjemme hos ahmaen, derefter blev han, som sædvanlig, lagt i seng. Efter tre gange stærke medikamenter for sin epilepsi, vil han også helst ligge i sengen om aftenen. Visse ting som vi har givet de to raske børn i livet, har han ikke haft andel i. Det ville selvfølgelig være skønt, at have haft tre raske børn at nyde. Jeg håber jeg nogenlunde, så godt som jeg har forstået det, har taget godt vare på de kostbareste gaver et menneske kan få, BØRN.

Den største gave denne jord nogensinde har fået er Jesus Kristus. Han har givet sig selv for alle mennesker. Den dag vi bliver inviteret til at leve og regere med ham i al evighed, vil vi opleve hvilke glæde og rigdomme vi er skabt til at arve. I Guds rige er vejene af gennemsigtigt guld og husene af ædelstene. Det er derfor vi synes, at julen skal fejres og nydes efter bedste evne.

Julen flyder over i det kinesiske nytår i midten af januar. Juledekorationerne bliver til den første uge efter nytåret, så udskiftes de med kinesiske dekorationer, som hovedsagelig består af mange røde lamper, blomster børn og det nye års dyretegn. Den kinesiske kalender repræsenterer 12 dyretegn. Hvert år begynder man på et nyt, og når 12 år er forbi, begyndes der forfra igen. Der er også andre regler som spiller en rolle, men det har jeg ikke overblik over, jeg ved blot, at det er et meget indviklet regnestykke. Man karakteriserer menneskers egenskaber med disse dyretegn, derudfra laves der et horoskop for det kommende år. Hvem fandt på det`? Det gjorde Buddha, da han var klar over, at han ikke havde lang tid til at leve i. Tolv dyr blev sat sammen til et kapløb og eftersom de først nåede først frem til målet, blev de inddelt som symbolske årstegn. Rotten kom, som den sejrende, først frem til målet, efterfulgt af de andre.

Nu er det i det kinesiske kvarter, der foregår en hel masse. Alting skal, så vidt det er muligt, være nyt. Der bliver købt nyt tøj, helst i festlige farver, den røde farve er meget populær. Der bliver gjort ekstra rent kogt og bagt. I indkøbsbutikkerne er hylderne fulde med kinesiske kager, nødder, tørrede frugter og mange andre ting, som der sættes pris på. I China Town vrimler det med mennesker som er på udkik efter et godt køb. Ekstra boder er sat op med alverdens ting, ofte så billigt at man undrer sig over, at det er muligt at sælge ting til den pris. Da alting skal sælges før den sidste dag af det gamle år, for lykkens skyld, er det muligt at gøre usædvanlige gode indkøb de sidste par dage, hvis man ellers kan komme frem i menneskemylderet, for det vrimler med folk som sild i en tønde, og de forskellige restaurationer kasserer penge i kassen uafbrudt.

Til kinesisk nytår bestiller mange hoteller, butikker og familier dragedans. Over det pågældendes husdør, hænges et rødt banner for at byde dragen velkommen og hvis der er et spejl i huset, skal det dækkes til, sådan at den ikke ser sig selv og bliver forskrækket. Ceremonien forgår på den måde, at en bil med unge mænd i røde bluser, sorte bukser og sko, ankommer med deres musikinstrumenter som består af store trommer og andre larmende instrumenter, jo højere der bliver spillet desto bedre. To mænd, den ene sidder på skulderen af den anden, fører dragens hoved, resten af dens størrelse variere. Et langt farverigt tæppe i dragens mønster er lagt over hovedet på unge mænd som på slangemaner danser med. Der bliver der danset og snoet, dragen bevæger sig op og ned frem og tilbage i takt til den øredøvende, larmende musik. Det bringer held og lykke påstås der. Derefter forsætter bilen, under megen støj og larm, til det næste sted.

På selve dagen besøges forældrene, der spises om et rundt bord, som symboliserer helhed. Ved midnatstid mødes man i templet for at hilse den nye Gud velkommen ind i det nye år. Der er forskellige traditioner i forskellige lande hvad maden angår. Her i Singapore spises i denne måned rå fisk med fintsnittet salat blandet med cornflakes og krydderier, det smager i øvrigt utroligt godt. Det blandes med chopsticks i et større fad midt på bordet. Alle hjælper til, jo højere man løfter salaten og råber, jo mere held har man i det nye år, siges der. Af og til bliver de so ivrige med at løfte salaten, at de står op på stolene og løfter den så højt som det nu er muligt. Også selv om der bliver leet og lavet sjov med det, håber hver især naturligvis, at lykken er med ham i det kommende år. Der er også regler om hvad man skal spise de første 14 dage efter nytåret, for at være velforsynet, sund og rask og tjene mange penge resten af året. Nogen går meget højt op i det, for eksempel skal der spises fisk, og den skal være hel med hoved og hale, for at få lykken fra begyndelsen til enden. Det samme gælder for høns, som skal tilberedes og serveres med hoved ben og det hele. Mandariner bliver foræret til naboer og venner, og man forærer mandariner tilbage til dem, man får dem af. Gule ting symboliserer penge gult for guld, og de afdøde bliver heller ikke glemt med offergaver. Mandariner og andre frugter ved siden af rygepinde er det almindeligste på de røde husaltare med store billeder af de afdøde som på den måde tilbedes og foræres Første nytårsdag besøger man ført mandens forældre for at bede om tilgivelse. Fra sønnens side serveres te til forældrene som ofte sidder på dertil udvalgte sorte stole med indlagte muslinger. I midten står det halvrunde ovale bord, hvor mandarinerne er arrangeret. Hustruens forældre kan ikke besøges først, fordi så taler sønnens forældre ikke til dem resten af året. Jovist, på skik og brug agtes der meget højtideligt. Der er en god ting ved det, forældre respekteres og glemmes ikke, når de bliver ældre. Den ældste søn i en familie har ansvaret over for forældrene, når de kommer op i årene og andre børn bidrager regelmæssigt med et beløb. Når de ældre ikke mere arbejder, begynder børnene at give forældrene løn, se efter dem hvis de bruger hjælp til indkøb og andet, man er til og med så hensynsfuld at tage dem med på ferie. Det skulle ikke være så heldigt at gå ud på tredje dagen. På femte dagen beæres guden som bringer velstand i huset. Køkkenguden er ligeledes meget foræret, til ham ofres der søde ting, sådan at han kun rapporterer gode ting og glemmer alle argumenter og skænderier som har fundet sted i årets løb ved måltiderne. Små røde pakker med penge "Ang Pow" gives til dem man kommer sammen med i denne tid, og her spiller nummeret en meget stor rolle, kineserne forstår sig på tal. Man skal kun give lige numre, otte er et godt tal, andre ulige numre bringer uheld, siges der, med undtagelse af nummer ni, som ligner meget et lykkebringende ord på kinesisk. Børn kan kasserer en lille formue af familie, venner og bekendte, fordi før i tiden døde mange børn ved nytårstid. En hvis dæmon var skyld i det, blev der lagt mærk til. For at forsyne børn med held, lykke, klæder og mad i det nye år, blev det til en tradition, som stadigvæk holdes ved lige i dag. Huset bliver dekoreret med planter og blomster helst i stærke farver, overalt bindes små røde bånd på grenene for at sikre sig et langt liv.

Når man giver sit visitkort til nogen, her har de fleste visitkort på dem med deres navn adresse og telefonnummer, skal det gives med den øverste side opad og med to hænder. Kan det ikke gives med to hænder, skal det gives med den venstre hånd, fordi den højre bruges til alt muligt, og der kunne være noget beskidt ved den, som man kunne komme til at række videre. Kom til Singapore og læg mærke til det, til og med udlændinge gør sig umage med at kupere denne skik. Før i tiden, når man kørte med bus, kunne man betragte, hvordan folk først bankede sædet grundigt, før de satte dem ned. Grunden var, at der kunne være en ond ånd tilbage på sædet, efter den sidste som lige havde siddet der. Heldigvis er det ved at forsvinde, man får nemlig en mærkelig fornemmelse, når nogen banker på det sæde, man lige har siddet på. Et par gange kunne jeg ikke lade være med at banke sædet, efter jeg rejste mig op, for at se hvad der nu skete, tilfreds satte den næste sig ned.

De 14 dage festdagene varer, er festlige tider for befolkningen. I parker og indkøbscentre underholders med musik og sang teater, akrobater og meget andet. Fritz har altid haft meget travlt til det kinesiske nytår, fordi så mange som mulig naturligvis gerne vil have fri over festdagene. Man har i alt 14 officielle festdage i året her i landet på grund af de forskellige religioner. Dragon Wiev hed det sted, hvor vi boede. Der var mange ældre mennesker i området, og af og til døde en eller anden. Bilen med orkestret igen, men denne gang uden dragedans. De sørgede for, at den afdøde, under megen spektakel, kom derhen, hvor han skulle. Et telt bliver sat op i nærheden af den afdødes bolig. Et altar med et billede af den afdøde, med masser af rygepinde ved siden af, bliver arrangeret. Kranse på stativer, sættes op på rad og række. En lille uges tid bliver teltet stående, mens folk kommer og går. Der blev givet gaver, som regel penge, man spiser, drikker og underholde sig og går igen. Når den døde er kremeret, som det er skik og brug her, giver man ham alt det med, han ejede i dette liv i form af papir. Hvis han havde været rig, får han masser af papirpenge med. Man har specielle butikker her, som efterlaver alt fra biler, huse, ansatte o.s.v. Alt dette bliver medbrændt, således har man gjort sit bedste, sikker på, at vedkommende ikke mangler noget i det næste liv. En af Fritz assistenter kom en dag og spurgte om at få et par dage fri, fordi broren skulle giftes. Overrasket svarede Fritz:" Jeg troede din bror var død". Kokken forklarede at et giftermål alligevel var blevet arrangeret imellem broren og en anden pige som også var død, forældrene var blevet enige om det. De ville sammen med medlemmer af familien give deres velsignelse til giftemålet i templet. Datoen var blevet bestemt efter råd fra munkene, som det er skik og brug. Hvis datoen ikke er rigtig kunne noget gå forkert. Denne kok omvendte sig til en evangelisation i stadiet. Da en invitation blev givet til at gå frem og sige ja til Jesus, forklarede Fritz, at han ville gå med ham, hvis han ønskede at gå frem. De to havde talt en hel del sammen om troen og forstod hinanden meget godt. Måske var grunden, at han havde bemærket, at der var noget positivt og godt som hjalp Fritz, og han ville gerne have den samme succes i livet. Det var ikke første gang vi lagde mærke til den slags imellem ikke troende. Gud udnytter disse situationer, han vil gerne bevise at han er den gode Fader, og som man praktisere Guds standard, bliver hans velsignelse synligt på mange måder. Denne kok blev overraskende hurtig maneger til den Tyske Club. Derefter avancerede han til mad og beverage maneger for Singapores største sygehus hvor han er den dag i dag. Gud forstår at åbne veje og døre for sine børn.

Udviklingen i Singapore har uden tvivl bidraget til at mange har løst sig fra traditioner. Ofte når man spørger de lokale ud om, hvad de tror på, får man til svar, at de har buddhistiske eller konfusiranske baggrunde, men at de i grunden er fritænkere. Mange af dem, som betegner sig som fritænkere, bliver draget ind i kristendommen, efter en undersøgelse som blev publiceret i avisen for godt15 år siden. Man kunne lige så godt have spurgt nogen i Europa, er i katolikker eller protestanter, og de ville svare efter det, deres forældre havde døbt dem og mange ville muligvis tilføje: "I grunden tænker jeg, der er mange andre muligheder", eller," når man dør, så er livet færdig, det kan man da se. Selvfølgelig er det ikke rart at tænke på, men sådan er det nu engang". Eller: "Vi lever måske videre i vores børn". Med andre ord, de er ikke rigtig overbevist. Når man lever i en del af verden, hvor folk tror anderledes, holder man sig blot lidt på afstand af deres ritualer. Singapore er kendt for harmoni imellem forskellige kulturer og religioner, og selvfølgelig skal man respekterer andre folks levevaner. At prædike i det åbne skal der tilladelse til, og det er godt det samme i sådant et lille land. Hvis en søn eller datter fra en buddhistisk familie omvender sig til den kristne tro, kan det forårsage alvorlige spændinger i familien, fordi det er meget vigtigt for de ældre at der er nogen til at begrave dem, fordi de døde tilbedes. Vi hørte flere gange, at ældre mennesker opsøgte buddhistiske profeter for råd, og det blev sagt til dem, at de ikke kunne gøre noget, fordi den anden Gud var stærkere. Derfor foretrækker mange i sidste ende, når de ser at deres børn er overbevist, at acceptere den kristne tro. Når det skridt er taget at lade sig døbe, ved en buddhist måske bedre end mange ikke aktive kristne hvad det betyder. Vedkommende er overbevist og der er ingen vej tilbage. De tager op deres nye levestil i fuld alvor, og Gud er ikke sen til at bekræfte at det rigtige skridt er taget.

Muslimerne faster to måneder om året. Da der ikke spises og drikkes fra solopgang til solnedgang, er det om at få spist og drukket før solen står op. Fastetiden ender med en fest, og nu er det i det malaysiske kvarter, der sker en hel masse. Her er muslimerne ikke alt for strenge, hvad påklædning angår, men de holder sig til deres spisevaner, og mange kvinder bruger hovedbeklædning og lange kjoler med lange ærmer. Kritisk er det kun, hvis en vil omvende sig til en anden tro. Det sker, at en muslimer bliver overbevist om, at Jesus er frelseren. Vedkommende kommer på den sorte liste hos de øverste muslimer, men som regel forløber sådanne tilfælde uden blodudgydelser her.

For ikke længe siden diskuterede jeg med en muslimsk taxichauffør om Jesus. Han mente, han kunne ikke være søn af Gud, fordi Gud kunne ikke dø, af den grund kaldte de ham en profet. Han var sikker på, han ville komme til verdens ende og dømme alle sammen med Mohammed. Jeg svarede:" Forstår vi Gud nok til at kunne tænke sådan. Kunne Gud ikke sige:" Den del af mig selv kalder jeg min søn, han skal frelse jorden". Jeg forsatte, Jesus sagde: "Jeg er sandheden vejen og livet". Hvis han sagde, jeg er sandheden, hvorfor sagde han ikke, jeg er en profet. Jesus forklarede om sig selv, at han var søn af Gud og søn af mand, og han beviste i opstandelsen, at døden ikke kunne beholde ham". Eftertænksomt svarede taxichaufføren:" Jeg tror, det hele er en misforståelse af ord, profet eller søn han er jo den samme, men vi beder ikke til ham heller ikke til Mohammed - kun til Gud. Denne muslimer elskede uden tvivl Gud og var meget nær ved at forstå, hvem Jesus i virkeligheden var. Der er mange taxichauffører i Singapore, men denne kom jeg sådan helt tilfældigt til at køre med flere gange. Hver gang var vi begge overrasket over tilfældet, det var ligesom man helt tilfældigt møder en god ven. Han forsikrede mig om, at han havde bedt for mig, og jeg forsikrede ham om det samme. Hvis mennesker virkelig elsker Gud af hele hjertet kan det mærkes.

Indere har sans for drama og de sørger for, at denne dag ikke går ubemærket hen. På selve dagen, tidligt om morgenen, dekorerer mange sig efter alle kunstens regler på pladsen foran et berømt tempel inde midt i byen. Hvis man vil love et eller andet det kommende år til en eller anden gud, eller blot have hans velsignelse, er der forskellige ting de kan deltage i. Det som mest fanger øjet, og som Singapore er blevet berømt for hos turister, er den store bue de bærer over hovedet støttet med armene, og med mange små pile stukket ind i skindet på brystet. Det ser meget imponerende ud, en pil er også stukket igennem tungen, sådan at munden ikke kan lukkes. Med opmuntrende råb fra tilskuerne til trommernes takt, marcherer de langsomt, næsten som i trance, til et andet tempel fire kilometer længere væk. Her bliver hele pragten taget af, og man smider sig et eller andet sted for at komme til kræfter. For det meste er det unge mænd, som på denne måde, søger gudernes gunst. Hvis kvinder har specielle ønsker, har de mulighed for at marchere med i omtoget, med en kande med mælk på hovedet, hvis det ikke spildes, går deres ønsker i opfyldelse, siges der.

Man kan næsten være sikker på, at ældre mennesker i hindu troen er meget religiøse, når de kommer op i årene. En dag, da jeg kørte i taxi, med en ældre indisk taxichauffør kunne jeg ikke modstå fristelsen og startede en konversation om, at den kristne tro er den mest barmhjertige i hele verden. Man behøver blot at leve en gang, har syndernes tilgivelse og evigt liv, med den som har skabt alting. Ja, ja det er rigtigt for dig, fordi du tror på det, men der må altså være nogen som har klaret at komme til evigheden i hindu troen, mente chaufføren. "Er du helt sikker på det", svarede jeg tilbage," hvis mennesker blev bedre af at gentage deres liv, skulle der ikke være supermennesker omkring os, sådanne har jeg aldrig mødt, der bliver også flere og flere mennesker på jorden". Inderen blev nervøs, kunne jeg mærke, uden tvivl havde han tænkt meget på, hvad der ville blive af ham, når han døde. Som vi fortsatte vores diskussion, tabte han retningen, og det blev en lang fart, men jeg betalte uden vrøvl og steg ud af bilen, med en bøn om, at noget af det vi havde diskuteret, ville blive hos ham. Det er en almindelig opfattelse i hindu troen, at Jesus ikke døde på korset, men udvandrede til Indien, hvor han giftede sig, fik mange børn og nåede at blive meget gammel, før han døde.

Fritz var omsider også blevet fyldt med Guds Ånd. Det havde været svært for ham, at indrømme med sig selv, at Jesus befaler os også at blive døbt med Helligånden. Når vi havde været til pris og lovsang i kirken søndag aften, spadserede vi ofte hjem bagefter. Fritz gik fordybet i sine tanker og overvejede det, han lige havde hørt. Det ligesom lå i luften, at vi ikke rigtig kunne tale sammen om det, det var noget han selv skulle finde ud af. Det nærmeste vi kom til temaet var, at han indrømmede, at han ikke var god nok. Fritz troede, bad og gik i kirke hver søndag, men han læste ikke i biblen hver dag, måske lidt et par gange om måneden. Derfor var hans viden på dette område blevet mindre end mit. Jeg kunne mærke, at han begyndte at blive jaloux. I de måneder, hvor Fritz overvejede dåben af Helligånden, gjorde djævlen også sit arbejde. Fritz begyndte at blive vanskelig under sådanne gudstjenester. En gang bemærkede jeg til min overraskelse, at hans øjne var blodskudte, han hviskede: "Der er noget som har bidt mig i foden, jeg tror der kryber skorpioner rundt imellem bænkene". Så snart vi kom udenfor, åndede han lettet ud, og han følte sig øjensynligt bedre tilpas. En anden gang hviskede han til mig:" Jeg ved at manden deroppe på prædikestolen lyver". Forbavset betragtede jeg min mand nærmere, hvad var der nu i vejen med ham, alt hvad der blev sagt, var fuldstændig bibelsk.

En aften, mens jeg læste i biblen, fik jeg en god idé som jeg var overbevist om var inspireret af Guds Ånd. Jeg tog et stort stykke papir, og derpå skrev jeg på tysk, at han, ligesom andre, skulle bede Gud om at fylde ham med sin Hellige Ånd. Jeg hængte papiret op udvendig på indgangsdøren, jeg vidste, vores kinesiske naboer ikke kunne forstå det. Derefter låste jeg døren indvendig fra, for at få ham til at læse, hvad jeg havde skrevet. Jeg havde ventet, at han ville ringe på døren, når han mærkede den var låst. Klokken må have været omkring ti, da jeg hørte han stak nøglen i døren, derefter var der roligt i meget lang tid. Jeg begyndte at lure på, om han var taget tilbage til hotellet. Det havde ikke været min mening at låse ham ude, jeg ønskede blot, at han ville læse, hvad jeg havde skrevet. Derefter ville han naturligvis ringe på døren, når han mærkede, at den var låst. Jeg ville stå op og åbne døren, og undskylde jeg var kommet til at låse den indefra. Pludselig hørte jeg et bang ude fra vaskekøkkenet, jeg stormede ud i køkkenet og nåede lige at se, hvordan Fritz samlede sig selv op fra gulvet. På en eller anden måde var han kommet ind i lejligheden ude fra vaskekøkkenet som havde et gitter ud til gangen, hvor elevatoren befandt sig. Jeg stormede tilbage til soveværelset og trak tæppet op over ørene, mens jeg åndede dybt ud og ind, som om jeg sov meget tungt. I mit hjerte bad jeg:" Hellige Ånd jeg overlader alt til dig, men gør noget ved det". Fritz kom ind i soveværelset, heldigvis sagde han ingenting, han tændte heller ikke lyset. Jeg hørte hvordan han børstede sine tænder i badeværelset, derefter kom han ind i soveværelset og smed sig på sengen uden at have taget et brusebad, som han ellers plejede. Næste morgen da vækkeren ringede, foretrak jeg at overhøre det og sov videre med tunge åndedrag. Til min overraskelse hørte jeg, hvordan han nynnede og sang ude i badeværelset. Han kom ind i soveværelset og sagde:" Nu kan du godt vågne, alting er i orden imellem Helligånden og jeg". Jeg drejede mig om og blinkede med øjnene, havde jeg hørt rigtigt, Fritz begyndte at fortælle. Først var han gået ned til vægteren og havde fået fat på en skruedrejer. Han havde skruet den øverste del af gitteret i vaskekøkkenet løs ved at stå på en stol, som han også havde lånt af vægteren og var på den måde kommet ind. Efter han havde smidt sig på sengen, var han faldet i søvn og havde oplevet mærkelige vidunderlige ting. I en drøm befandt han sig i en lille hvid kirke. En hånd viste sig fra en spiral og berørte ham. Han begyndte, ligesom mange andre I den lille kirke, at love og prise Gud, ja han talte til og med i tunge. Efter han vågnede af sin drøm, havde Guds Kraft været så stærkt på ham, at han ikke engang kunne dreje sig i sengen, derfor havde han ligget på ryggen hele natten. Først her til morgen havde han været i stand til at rejse sig og stå op. Jeg måtte højt og helligt love ham, at jeg aldrig nogensinde igen låste ham ude og det har jeg også holdt. Noget var sket med Fritz den nat, for når han kom hjem om eftermiddagen fra hotellet, skyndte han sig ind under bruseren, derefter lå han på sengen og læste i biblen. Af og til udbrød han begejstret:" Det og det står skrevet, vidste du det". Jeg frydede mig over den gode vending, Helligånden havde vækket hans appetit for Guds ord, og det var ikke mere et problem for ham at gå til Lov og Pris

I kirken havde vi truffet et amerikansk ægtepar. Hun, Katy, havde en bibelgruppe for damer hver torsdag, jeg begyndte at deltage i disse møder, det skete på følgende måde. Den 18 oktober, vores bryllupsdag, havde jeg ligget på knæ en halv time og fortalt Gud, at vi i grunden ikke havde mange kristne venner. Vi var ganske vist kommet til at kende mennesker i forskellige retninger. Fritz havde nogle chef venner, og jeg kendte nogle danske og svejtsiske damer, men de var ikke en stimulation i den kristelige retning. Den kirke vi gik til, var uden tvivl den bedste i byen, men hvad vi havde brug for var mennesker af samme slags. Mens jeg befandt mig i bøn, ringede telefonen, Jimmy, Katys mand, var på linien. Han inviteret os til deres bibelgruppe for par den samme aften. Først kunne jeg ikke bestemme mig, det var vores bryllupsdag, jeg havde ønsket mig noget af Gud, som han prompt havde svaret på. På den anden side, Fritz og jeg havde aftalt at mødes i hotellet, når han var færdig, bagefter ville vi gå et eller andet sted hen for at fejre dagen. Jimmy blev ved med at tale venligt, og jeg kunne mærke, at han ikke havde lyst til at give op, og til sidst sagde jeg ja. Der var ikke andet at gøre end at forklare situationen til Fritz, og håbe på at han ville forstå, hvad han også gjorde.

Katy hører til dem, som havde indflydelse på mit liv. Kort tid efter besøgte jeg også hendes ugentlige bibelgruppe for damer. Hun vidnede meget om, hvad Gud gjorde i deres liv, og førte hver gang ordet når vi læste i biblen. De fleste damer var amerikaner, men jeg må tilstå, at jeg aldrig kom til at føle mig fuldstændig accepteret, selv om alting var i orden på overfladen. Alle var venlige, og Katy var meget interesseret i, at vi alle voksede i troen. En personlig forbindelse fik jeg kun med to damer, den ene fra England og den anden fra Singapore. De, ligesom jeg, synes det var svært at komme ind på livet af disse amerikaner, men Gud havde givet mig et tegn, derfor kom og gik jeg også trofast i tre år. Over det næste halve år, efter jeg forlod Katys gruppe, tog jeg forskellige kurser i kirken. En tysk damegruppe, grundet af en missionær, var begyndt, noget jeg havde bedt om i lang tid. Hun ringede til mig, og spurgte om jeg ikke havde lyst til at være med. Jeg var med i den tyske bibelgruppe i mange år og fik også mine bedste veninder der. Fordi vi blev boende 24 år i Singapore havde jeg mange lejligheder til at inviterer andre som enten var nye i landet eller havde svært ved at falde til. Vi skiftes til at inviterer og lave til med kaffe, te og andet godt. Ligeledes gik det også på tur til at forberede et emne som vi alle ivrigt diskuterede bagefter. Venskaber med kristne er noget af det bedste man kan have i livet, der findes ikke noget bedre i hele verden.

Fritz fortalte, at de kristne i hotellet havde sendt bud efter en indisk man fra London. Han kendt for at være en af nutidens profeter og havde før i tiden arbejdet sammen med Katryn Kullman i Pittsburg. Man betalte ham billetten, og gav ham et værelse. Der modtog han mennesker, som opsøgte ham for vejledning og for at blive bedt for. Hvor han stod og gik havde han biblen med sig, han var en mand som vandrede tæt sammen med Gud og lod sig lede af hans Ånd. Fritz mente det var en god ide at besøge ham med Fritzli, jeg svarede:" Jeg har prøvet så meget, jeg vil blot tro og vente og se hvad Gud gør, hvis du vil besøge ham med Fritzli, er det dit ansvar". En formiddag da jeg tilfældigt ikke var hjemme, havde han ringet til ahmaen og forklaret, at hun skulle bringe Fritzli til hotellet. Profeten havde bedt for Fritzli, derefter havde han afsagt alle sine måltider for resten af dagen for at kunne faste for ham. Han ville gerne besøge os, forklarede Fritz. Vi aftalte en eftermiddag og til aftalte tid kom han sammen med et par andre på besøg. Efter vi havde sludret og bedt med hinanden, forklarede han, at han så, at min mor havde haft mørke forvirrede tanker. Det var der ingen som havde fortalt ham. Jeg svarede, at hun havde lidt meget, fordi hun længe havde været syg på sindet, og tilføjede:" Det forstyrrede mig en hel del i mange år". Han nikkede, og med en forståelse i stemmen svarede han: "Jeg kan godt forstå, at du har følt dig trykket af det. Jeg spurgte:" Har Fritzlis sygdom noget med det at gøre". Han svarede stille:" Fritzli er den ældste af jeres børn, du er den ældste, og din mor er den ældste". En smule overrasket stirrede jeg på ham, det havde jeg ikke fortalt ham. Han tilføjede:" Gud har sin egen måde at føre slægten videre på". Han gav mig årstallet, hvor jeg havde omvendt mig til Gud, og tilføjede:" Det skete på en ret dramatisk måde". Han begyndte at fortælle, at han fra Singapore ville rejse til Toronto. Han nævnte Toronto flere gange, til sidst sagde jeg:" Jeg har en søster der", han gav mig navnet på hotellet, hvor han ville opholde sig, han ville gerne træffe hende og også bede med hende. Før han gik, kastede han et blik på Fritz, som havde trukket sig tilbage i et hjørne, hvor han sad med foldede arme, som om det hele ikke vedkom ham, og sagde:" Du har altid gjort, hvad du kunne". Fritz skyndte sig at svare, at det havde han.

Et par år efter kom han igen til Singapore og besøgte os for anden gang. Han fortalte Fritz, at han ville se forandringer i sit arbejde i løbet af et år. Da han stod op for at gå, overraskede Silvia os alle med helt spontant at omfavne ham. "Mor jeg mærkede at han er ligesom Jesus", forklarede hun bagefter. Det blev sidste gang, vi så ham. Han var en ældre mand, og Gud havde besluttet, at tage ham hjem, mens han var i Singapore. Jeg deltog i begravelsen i St. Andrew kirke, ligesom mange andre betragtede jeg hans udvendige hylle i kisten, men det var ikke mere ham, kunne jeg tydelig se og mærke. Direktørens kone fra hotellet og jeg græd tårer i stride strømme. Selv om jeg kun havde truffet ham et par gange, havde han rørt ved noget vigtigt i mit liv. Direktørens kone var skilt og gift for anden gang og havde ikke fået børn I andet ægteskab. Efter profeten havde bedt for hende blev de velsignet med en søn. En tid lang blev der stjålet i hotellet, uden at der blev fundet ud af hvordan det skete. Profeten forberedte direktøren på, at Gud i den næste tid ville lade al korruption komme op til overfladen. Det næste år bragte mange overraskelser med sig fra sider ingen havde tænkt på, og visse mennesker måtte holde op med at arbejde fra den ene dag til den anden. En af de første som måtte tage afsked, var han som havde værelserne under sig. Han havde beskyldt forskellige piger for at have stjålet, nu blev han selv taget på fersk gerning, da han var ved at stjæle fra en gæst.

Det var hos Kiniko, en japansk dame gift med en svejtser som ligeledes kom regelmæssigt i den tyske bibelgruppe, at jeg mærkede dybt i sjælen, hvad Jesus havde gjort for os, da han døde på korset. Af og til tænkte jeg, ja, han døde på korset, men vi alle sammen dør en gang og må, om vi kan lide det eller ikke opgive det jordiske liv. En tidlig morgen vågnede jeg og følte mig meget mærkelig til mode. Jeg havde haft en usædvanlig drøm. Jeg stod i et stort varehus, I midten var der åbent, som det er tilfældet mange steder her, således at man kan se helt ned til bunden. Jeg stod og kikkede oven fra og ned og vidste, det var forlangt af mig, at jeg skulle kaste mig selv ned og slå mig selv ihjel, dermed vågnede jeg. Af erfaring med Gud, var jeg klar over, at hvis der var noget han ønskede at vise eller lære mig, ville jeg meget snart komme til at høre om et lignende tilfælde. Det traf sig sådan, at jeg samme dag var inviteret til kaffe hos Kiniko. En dame fra det kommunistiske Kina, fortalte meget realistisk og levende om en familie hun kendte, som havde nægtet at opgive deres tro på Jesus, da man pressede dem for det. Følgen deraf var, at de blev levende begravet, mand kone og børn. De sang til Jesus mens de stod i graven og jord blev kastet over dem. Denne levende skildring gjorde et meget stærkt indtryk på mig. I bevidstheden så jeg det hele tydeligt for mig. Drømmen fra natten før var stadigvæk printet på min sjæl, jeg vidste Gud havde talt til og jeg forstod fuld ud prisen, han havde betalt på korset. Jesus gik frivillig i døden. Han var også den eneste, som var fundet værdig til at redde menneskeslægten fra Adams og Evas syndefald. Han betalte den nødvendige pris, som en retfærdig Gud kræver, fordi han er hellig og ikke tolerere synd, da han hang på korset og led alverdens sygdomme, således at vi igennem hans navn er blevet sat fri.

Da soldaterne kom for at arrestere Jesus, spurgte han dem, hvem de søgte. De svarede Jesus fra Nazaret, han svarede: "Det er mig". Da han sagde det, veg de fra ham og faldt til jorden alle sammen. Jesus kunne I dette øjeblik uden videre have forladt senen. Det kan man læse om I Johannes kapitel 18.

Der var kun to europæiske familier i bygningen hvor vi boede. Resten bestod af en blanding fra Japan, Indonesien, Taiwan, Indien, Malaysia og naturligvis fra Singapore. Silvia og Robert fik mange gode venskaber imellem asiaterne, i de 10 år vi boede der. Jeg tror, det er sundt at blander sig med befolkningen, på det sted man bor, hvis man vil føle sig hjemme i et andet land. Af og til lyttede jeg til beklagelser fra andre mødre fra skolen som synes, det var svært for dem at falde til. I Singapore er mange mødre ofte alene med børnene, fordi mændene rejser rundt i Asien for det firma de arbejder for. Det dobbelte ansvar for børnene i et fremmed land og det ikke at have nogen at betro sig til, er en ekstra belastning for mange, som de skal lære at leve med.

Nedenunder blev der løbet på rulleskøjter og skøjtebord, kørt på cykler og mange andre ting. En lille klike af børn blev rystet godt sammen. En større dreng fandt en aften, da fuldmånen stor og rund tittede ned imellem palmetræerne, på at lave et fyr. De mindre rendte frem og tilbage ivrige efter at hjælpe til med at samle pinde. Den store dreng satte sig foran bålet med sin guitar og spillede, mens de mindre sad rundt om i en kreds. Man kunne fornemme sammenhørigheden imellem dem. Jeg betragtede det hele fra køkkenvinduet, alt imens jeg syslede med mine sædvanlige ting. Næste gang blev det til en grillaften med rulleskøjte opvisning. Beboerne var begyndte at tale mere med hinanden, lagde vi mærke til. Det er rart, når vi kommer hinanden ved, og et positivt sammenhold opstår. I begyndelsen var det ikke sådan. Japanerne, som udgjorde det fleste i antal af børn, holdt sig fjendtlig for sig selv og hvis de kunne komme af sted med det, blev en eller anden plaget. Efter Robert et par gange grædende kom hjem og fortalte om de dumme japanere, som man snart ikke mere kunne lege for nedenunder, begyndte jeg indtrængende at bede for en vending til det bedre. Underet skete, for de mange meningsfulde timer, som de tilbragte sammen med børn fra andre nationer takker jeg Gud. Det åbnede deres forståelse til andre mennesker og deres kultur. Når Silvia var færdig med lektierne, smuttede hun ofte nedenunder for at lege med kammeraterne. En tysktalende familie med to børn, boede ikke langt fra blokken. Silvia og Karin var næsten lige gamle, Karins mor var både tilfreds og begejstret, sådan som situationen havde udviklet sig med børnene i blokken, også hun var i grunden stolt af de mange gode venskaber børnene var begyndt at pleje.

Af og til kom skolekammerater på besøg hos os, det syntes Fritzli godt om, fordi der skete noget. Når nogen besøgte os første gang, tog jeg ham som regel til side, for ikke ligefrem at give dem et mindre chok. Før de tog hjem, blev Fritzli præsenteret for dem, samtidig forklarede jeg hans tilstand og at han ellers var sød og taknemlig, når man blot skænkede ham lidt opmærksomhed, som regel fungerede det. Når de kom næste gang, var det nemmere at arrangere det sådan, at han også tilbragte lidt tid sammen med dem. Når Robert legede med sine kammerater, lå han ofte på gulvet støttet af puder, eller på sengen, hvis de legede i hans værelse. Det blotte nærvær af sunde legende børn, var godt for ham. Han kunne glemme sig selv og det han vidste, vi skulle gøre for ham.

Om aftenen læste jeg historier fra biblen for Robert, før han lagde sig til at sove bad vi sammen, derefter læste og bad jeg sammen med Silvia. Disse øjeblikke var også en berigelse for mig. I de meningsfulde timer hvor jeg plantede livsvigtige frø, åbnede Guds Ånd de læste ord for mig. Det var ikke blot børnene som profiterede fra det, Gud skænkede også ud af sin visdom til mig, ofte kunne jeg  mærke han var meget nær. En aften spurgte Robert, om jeg ikke troede, at den hvide elefant var den stærkeste. Jeg fik på fornemmelsen, at det jeg lige havde fortalt ham var gået ind i det ene øre og ud af det andet. På det tidspunkt legede han ofte sammen med to indiske drenge. Jeg vidste familien tilhørte hindu troen, og kunne derfor let regne ud hvorfra ideen kom. Med Silvia havde det hele været så let, hun elskede bibelhistorier og tvivlede ikke. Jeg berolige mig selv med, at han stadigvæk var ret ung, og det kom nok en gang med tiden.

I året 1981 da Robert var fire år og Silvia 10, besluttede jeg at tage til Tioman, en ø på østsiden af Malaysia. Det var december måned, regntiden havde endnu ikke sat ind, normalt skulle den have begyndt i november måned. Tidligt en morgen satte jeg mig i en bus med Silvia og Robert, Fritzli lod jeg denne gang blive hjemme. Vi kørte til Merling som ligger på den østlige side af Malaysia, derfra planlagde vi at tage en båd ud til øen. Jeg havde været der før med alle tre børn, og glædede mig meget især til den tre timers bådtur over havet. Det at sidde foran på dækket og lade vinden blæse igennem håret, mens den lille 10 personer båd susede over de blå bølger, var en oplevelse for sig. Jeg havde bestilt en uges ophold på øens eneste hotel. Børnene ville lege og svømme, samle skaldyr og betragte mærkelige fisk. Der fandtes også en masse kokosnødder, som havemændene var meget hjælpsomme til at åbne. Jeg ønskede rigtig at slappe af under palmerne med et par gode kristne bøger. Der blev solgt bøger hver søndag i kirken, og jeg kunne mærke det allerede inde i kirken, hvis der var en bog, Gud ville jeg skulle købe og læse. Bøger er anden klasse litteratur sammenlignet med biblen, men Gud har givet os forskellige gaver, som han ønsker, vi deler med andre. Man vokser derigennem i troen, og hvad et menneske har oplevet, kan gavne en anden. Om aftenen ville vi betrag